
Anne Wivel har i fire årtier været en central skikkelse i dansk dokumentarfilm. Med en poetisk og nysgerrig tilgang har hun skabt en række markante film, der kredser om menneskelige relationer, sprog og eksistentielle spørgsmål.
Nu bliver 14 af hendes værker gjort frit tilgængelige på Filminstituttets streamingsite ’Danmark på film’. Blandt filmene er rørende portrætter af kunstmaler Per Kirkeby, præst Johannes Møllehave og balletfilmen ‘Giselle’ med solodanser Heidi Ryom og koreografen Henning Kronstam som omdrejningspunkt.
Dansk dokumentar gør vores fælles historie levende
Digitaliseringen af Wivels værker er et led i Filminstituttets fondsfinansierede formidlingsprojekt, der skal udbrede kendskabet til den danske filmarv. Forskningsleder på Filminstituttet, Lars-Martin Sørensen, glæder sig over tiltaget:
”Historiske film kan give en hurtig og let indføring i, hvem vi var, hvad der optog tidligere generationer, hvorledes vi har opbygget det danske samfund, eller kort sagt: Hvad nutidens Danmark er rundet af. Det handler om historiebevidsthed, om at stimulere dialog og debat, om skabelsen af en fælles fortolkningshorisont.
Den form for oplysningsarbejde har vel næppe nogensinde været vigtigere end i dag. Som kilder til en mangfoldig, politisk, poetisk, nogle gange polemisk formidlet oplevelse af, hvor hastigt samfundet og vores måde at tænke og tale om alting har forandret sig det sidste halve århundrede, er dokumentarfilmen uden sidestykke i en tidsalder, hvor levende billeder er den dominerende kommunikationsform.”
Wivel var den første elev på Den Danske Filmskole i slutningen af 1970’erne, der dedikerede sin uddannelse til dokumentarfilm. Som underviser på skolen har hun desuden formet en hel generation af nye dokumentarister, der i dag viderefører arven med stor succes.

Mød Anne Wivel i Cinemateket
Tirsdag den 24. juni 2025 kommer Anne Wivel i Cinemateket. I en samtale med filminstruktør Eva Mulvad taler de om dokumentarfilm og arbejdsmetode. Samtalen varer ca. 20 min. og indleder Wivels balletfilm ’Giselle’ fra 1991, som instruktøren selv har valgt til visning, og som Jørgen Leth har kaldt for verdens bedste dokumentarfilm. Efter visningen serveres et glas vin.