I Glostrup er store dele af den danske filmarv samlet i temperaturstyrede kølebokse for at sikre, at filmrullerne med klassikere som Carl Th. Dreyers 'Ordet' fra 1955 og Johan Jacobsens 'Otte akkorder' fra 1944 opbevares for fremtidige generationer af filmelskere. Det er nemlig her, at Det Danske Filminstituts Filmarkiv holder til, og det har de gjort de sidste 18 år.
Filmarkivet står blandt andet bag digitaliseringen af de 1.400 filmklip med dokumentariske optagelser og film, som er blevet gjort tilgængelige på streamingsitet Danmark på film. Her kan danskerne dykke ned i deres egen filmarv og se historiske optagelser fra deres lokalområde, og netop muligheden for at se, hvad der er optaget i ens nabolag, har vist sig at være utrolig populær blandt brugerne. Siden sin lancering i oktober 2015, så har Danmark på film haft over 2 millioner sidevisninger.
Men selve digitaliseringsprocessen er langt mere kompliceret, end de fleste forestiller sig, for de mange trin i processen kræver alle en ekspert indenfor det givne område. Derfor består Filmarkivet af en nøje udvalgt skare af kyndige tekniker og specialister, der står for udvælgelse, klargøring, rensning, scanning, colorgrading, restaurering og mastering af de skrøbelige filmruller, og det er resultatet af deres arbejde, som borgere blandt andet kan se på Danmark på film.
Den tyske MWA-billedscanner. Foto: Thomas Christensen
Digitalisering fra A til B
Størstedelen af de arkiverede filmmaterialer opbevares ved 5 graders temperatur og 60% luftfugtighed, mens de brandbare nitratfilm er nødt til at blive kølet ned til minus 8 grader og opbevaret i en nedlagt ombygget NATO-bunker i Store Dyrehave ved Hillerød. Hvis det er en nitratfilm, der skal digitaliseres, er man derfor nødt til først at akklimatisere den.
Når en film er blevet udvalgt til digitalisering, skal den først igennem en af to rensningsmaskiner, hvoraf den ene sprøjter kemisk rensevæske direkte på filmstrimlen, mens den anden først benytter ultralyd, før rensevæsken påføres. Derefter anvender man en tysk MWA-billedscanner, der fungerer ved, at den fotograferer hver eneste frame af filmen digitalt.
Den indscannede film er nu klar til at blive behandlet, og den første proces, filmen undergår, er colorgrading. Her farvejusteres filmen, så billederne så vidt muligt stemmer overens med den originale kopi. Tit falmer den grønne farve med årene, hvis en film ikke opbevares korrekt, så billedet bliver meget rødt i farverne, og i disse tilfælde vil man bruge colorgrading, til at skrue op for den grønne farve.
Når farverne er på plads, så mangler restaureringen. Her fjerner en digital restaureringstekniker ridser og snavs fra billedet, men der sørges samtidig for, at man bevarer filmens autencitet ved ikke at gøre den kønnere, end den var, da den oprindeligt blev fremvist. Derefter sendes filerne til arkivering, backup og til sidst indkodning, hvor de bliver omdannet til det format, som skal bruges til afspilning.
35mm kopi af Carl Th. Dreyers 'Ordet'. Foto: Thomas Christensen
Fremtidssikrer adgangen til kulturarven
Mange af de filmruller og materialer, der opbevares i Filmarkivet, er de sidste overlevende kopier, og derfor har Filmarkivets arbejde en enorm kulturhistorisk værdi. Dette er også årsagen til, at digitaliseringsprojektet oprindeligt blev sat i gang, men det kræver en fortsat økonomisk indsats, for at man kan nå i mål med fremtidssikringen af adgangen til kulturarven.
Det er især de mange statsligt producerede oplysnings- og dokumentarfilm, der er blevet bevaret og indsamlet siden 1941, som nu digitaliseres til glæde for borgere, institutioner og forskere verden over. Lige nu er man også i gang med at digitalisere dele af Palladiums filmkatalog, som Det Danske Filminstitut overtog sidste år takket være en stor fondsgave, herunder film af Carl Th. Dreyer, Fy & Bi-film og 70'ernes populære sengekantsfilm.
