Dansk films fremmeste formidler takker af

INTERVIEW. Filmlektor Peter Schepelern holder afskedsforelæsning på Københavns Universitet på sin 70-års fødselsdag i dag. Vi har talt med Danmarks første filmmagister om udviklingen af filmfaget, hans optagethed af at formidle ny dansk film og om, hvorfor han stadig elsker at fortælle om Dogme.

Peter Schepelern, Danmarks første magister i film, har været tilknyttet Filmvidenskab på Københavns Universitet i alle de 48 år, faget har eksisteret. Han er landets førende ekspert i Lars von Trier, Dogme og ny dansk film, som han har skrevet flere bøger om og beredvilligt fortolker og fortæller om, når den danske og udenlandske presse ringer. Han har udbredt sin encyklopædiske filmhistoriske viden i bøger som "100 års dansk filmhistorie" og "Filmleksikon", artikler i bl.a. Filmmagasinet Ekko og Kosmorama og ikke mindst til sine mange studerende på Film- og medievidenskab, hvor han med sit store overblik, fortællelyst og humoristiske anekdoter er en populær underviser.

I dag fylder Schepelern 70 år, går på pension og holder i den anledning afskedsforelæsning på Københavns Universitet. Vi har talt med Schepelern om, hvilke tanker han gør sig i et tilbageblik på årene som først studerende og siden lektor i Filmvidenskab, sin rolle som formidler, og hvordan han ser dansk film i dag.

Afskeds-forelæsning

Lektor Peter Schepelern inviterer til afskedsforelæsning den 8. december, kl. 15.30 i auditorium 23.0.49, Københavns Universitet Amager, Karen Blixens Vej 4, 2300 København S.

Der er efterfølgende reception på Balkonen.

Forelæsningens titel er: Minder fra underudviklingen.

Filmmagasinet Ekko udgiver en bog med essays af Peter Schepelern og forord af Lars von Trier, "Filmens vingesus – udvalgte Ekko-artikler 2002-2015". Bogen bliver præsenteret ved receptionen ved afskedsforelæsningen.  

Om de første år på Filmvidenskab:

"Jeg deltog i den første forelæsning i faget Filmvidenskab, som dengang hed Filmens æstetik og historie. Det blev som det første sted i Norden oprettet i en prøveperiode som toårigt bifag i efteråret 1967, finansieret af Filmfonden, som siden blev til Filminstituttet – med en enkelt lærer, Marguerite Engberg. Vi var seks-syv stykker, der tog eksamen i 1969.Jeg kan huske, at når man fortalte bekendte og familie, at man studerede film, så de på én med et vantro udtryk og sagde, 'Går I så i biografen?' Hvortil man måtte sige, 'Ja, det gør vi'. Ligesom man går på kunstudstillinger, når man studerer kunst, og til koncerter, når man studerer musik. Film var bare noget populært bras.

Biograffilm var en lukrativ forretning indtil 1960'erne, hvor vi ser effekten af tv, der kom i midten af 50'erne. Da filmen bliver truet, er det som om, man finder ud af, at film nok alligevel har nogle kunstneriske kvaliteter. Når noget er udsat, bliver det altid lidt mere værdifuldt. Derfor var det i tidens ånd, at film blev et universitetsfag."

Om at blive lektor:

"Efter prøveperioden blev faget overtaget af Københavns Universitet og udvidet, så man kunne tage en magisterkonferens. Der blev ansat 3-4 nye lærere, bl.a. Bjørn Rasmussen, som blev min mentor. Han var en kæmpestor registrant, som skrev "Filmens hvem, hvad, hvor" og var verdensberømt i Danmark, fordi han var vært på tv-programmet 'Filmorientering'. På en rejse i Rom var han i biografen og gik hjem på sit hotelværelse og døde.

Pludselig er der en fast stilling ledig. Jeg søger stillingen, selvom jeg endnu ikke er færdig som magister, men når lige at blive færdig, mens de behandler ansøgningen – og får stillingen. I min generation var det forbløffende – nogle vil sige mistænkeligt – let at få en fast stilling på universitetet. I dag skal man vejes og måles og bedømmes, være ph.d. og post-doc og skrive peer-reviewede artikler på dårligt engelsk. Og efter alle de genvordigheder, kan det godt være, at du alligevel ikke får fornyet dit adjunktur. Der er ikke fem, men 500 benspænd, når man er ung akademiker i dag."

Om professionaliseringen af Film- og medievidenskab:

"I 70'erne og 80'erne havde vi en enorm frihed på universitetet. Jeg synes egentlig, der var en stor flid, men det var også et naivt, lidt hobbybetonet univers. Et markant vendepunkt kom i 1988, hvor en række stærke teoretiske akademiske talenter fra andre fag, først og fremmest litteratur og nordisk, skiftede til vores institut – Torben Grodal, Ib Bondebjerg og siden bl.a. Kirsten Drotner, Klavs Bruhn Jensen, Stig Hjarvard og Anne Jerslev. De kom med en stærk professionalisme. Fra 88 ind i 90'ere forvandler vores fag sig et videnskabeligt professionelt akademisk miljø. I 90'erne var vi på højden af, hvad vi kunne. Vi kunne gå på vandet filmvidenskabeligt set. Nu oplever vi det lidt traurige, at universitetet skal spare, og vores fag bliver markant beskåret."

Om at være formidler:

"Jeg har ikke spillet en rolle som hardcore akademiker. Jeg har været en softcore akademiker. Mit bidrag og min karriere har i høj grad drejet sig om at være god til at formidle. Jeg kunne have valgt at sidde og skrive et stort dystert værk om religiøse vrangbilleder i Triers tidlige film og have lavet en doktordisputats. Men jeg har aldrig været hysterisk med at forfølge min akademiske karriere. Jeg lavede to store teoretiske værker i begyndelsen af min karriere, 'Den fortællende film' og 'Film og genre'. Siden har jeg skrevet om alle mulige emner. Den rolle, jeg har fået tildelt, er bl.a., at jeg to-tre gange om ugen bliver ringet op af medier og udtaler mig til artikler. Det er ikke den højere videnskab, men jeg har været med til at formidle og gøre filmmediet forståeligt for mange. Jeg ser i høj grad min opgave som at popularisere. Mine kolleger har ofte været til akademiske konferencer og seminarer og lavet papers. Det har jeg næsten helt undgået. Hvorfor? Jeg gider ikke. Og jeg har fået lov til ikke at gide. Til gengæld har jeg været ufattelig mange steder på kloden, hvor jeg har talt om specielt tre emner: Trier, Dogme og ny dansk film.

Når vi er i en situation, hvor udlandet interesserer sig for dansk film, synes jeg, det er indlysende, at danskere, der kan sproget og kender kulturen, beskæftiger sig med det. Hvis du henvender dig til Institut for Film- og medievidenskab, så er der en forventning om, at man der man finde en mening om aktuel dansk film. Det er en forpligtelse, som jeg også med en alfaderlig holdning har prøvet at prædike for mine yngre kolleger på universitetet."

Om det øjeblik, han besluttede at skrive om Trier og dansk film:

"I november 1994 var jeg til en midnatsforestilling i Imperial, hvor vi så hele 'Riget 1'. Der tænkte jeg bare, hallo, nu sker der noget. Trier er blevet en folkelig fortæller. Hans tre første film i Europa-trilogien var på mange måder imponerende, men det var en slags drivhuskunst, der viste, hvor dygtig han var. Med 'Riget' var der pludselig fortælleglæde. Jeg kunne se, at nu bliver Lars stor. Det blev bekræftet af 'Breaking the Waves' to år senere. Det var på det tidspunkt, jeg besluttede at fokusere på Trier og dansk film. Det har jeg siden levet højt på. Jeg har været degnen, det dryppede på, når det regnede på præsten. I går talte jeg om Dogme på Skype med en klasse i Los Angeles. Ville de ikke hellere have Trier? Selvfølgelig. Men Trier kan de desværre ikke få. Så kan de få mig.

Trier har været en generøs partner. Han har aldrig blandet sig og givet mig lov til at skrive, hvad jeg havde lyst til - bl.a., tror jeg, fordi han aldrig har læst det, jeg skrev."

Om Dogmes relevans:

"Det er sjovt at se, at det lever videre. Det er et koncept, der stadig har en fascinationskraft, og som man kan lære af, fordi det berører et grundlæggende spørgsmål: Skal kunsten være stor, overlæsset, kunstfærdig og superkontrolleret, eller skal den gå ind og være sjusket, rå og spontan?"

Om dansk film i dag:

"Der en fløj, hvor man kan se en arv fra Dogme – Tobias Lindholm og Michael Noers Reality Rules-koncept. Så er der generelt en tilstand af professionalisering eller Hollywoodisering af dansk film med stærk og effektiv mainstream-fortællekunst. Og så er der den folkelige film, som har været tradition siden 30'erne. Det er alt sammen fint og godt. 

Det man kan sige er: Hvor er den nye Trier? Man kunne godt ønske sig, at man kunne fremelske nogle talenter, der fik lov til at prøve noget mere udfordrende og grænseoverskridende – for vi har trods alt har brug for et alternativ til den effektive fortællemaskine."

Om at gå på pension:

"Tidligere var 70 den indiskutable støvets alder. Man skulle i hvert fald pensioneres. Muligvis skulle man direkte på kirkegården. Vores moderne måde at modvirke biologien på gør, at vi har det på en lidt anden måde. Men man kan ikke arbejde til klokken 4 om natten længere. Jeg har dog allerede engagementer– bl.a. skal jeg undervise i filmhistorie på Filmskolen. Jeg fortsætter også med at skrive for Ekko.