Dansk koproduktion 'Calamity' vinder hovedprisen i Annecy

PRISER. Animationsstudiet Nørlum har koproduceret den fransk-danske 'Calamity', vinder af hovedprisen på den toneangivende animationsfestival i Annecy. Spillefilmen om den legendariske revolverkvinde Calamity Jane forventes i biograferne herhjemme til januar. Den norsk-danske kortfilm 'Ræven og nissen' modtog desuden festivalens Young Audience Award.

Priserne på årets Annecy Animationsfilmfestival blev uddelt i weekenden, og blandt de hædrede film er Rémy Chayés fransk-danske 'Calamity', der modtog festivalens hovedpris, Cristal for bedste spillefilm og Are Austnes og Yaprak Moralis kortfilm 'Ræven og nissen', der tog Young Audience Award hjem.

’Calamity’ er koproduceret af det danske animationsstudie Nørlum. Med prisen i Annecy er det første gang, at en dansk producent er modtager af hovedprisen.

Nørlum har udspring i vækstmiljøet omkring Animation Workshop i Viborg. Selskabet med Claus Toksvig Kjær og Frederik Villumsen i spidsen har tidligere høstet en publikumspris i Annecy gennem dets franske forbindelser, nemlig i 2015 som medproducent på Chayés 'På toppen af verden'.

Nørlum var desuden koproducent på irske Tomm Moores ’Sangen fra havet’, der i 2015 blev nomineret til en Oscar for bedste animationsfilm.

Annecy Festivalen, der har ry som animationsbranchens svar på Cannes, er forløbet digitalt som de fleste andre festivaler i disse måneder på grund af corona. Selve festivalen fortsætter frem til 30. juni. Se mere på annecy.org.

’Calamity’ bygger på beretningen om Martha Jane Cannary, der i dag kendes som den legendariske revolverkvinde Calamity Jane fra 1800-tallets Vilde Vesten. Hun er især berømt for sit kærlighedsforhold til Wild Bill Hickok og for sin medvirken i Buffalo Bills Wild West Show.

Filmen tegner et portræt af barndomsårene, hvor Calamity Jane som ung pige tvinges til at tage ansvar for sig selv under svære omstændigheder.

Henri Magalon og Claire La Combe producerer filmen for franske Maybe Movies, og Claus Toksvig Kjær koproducerer for Nørlum.

'Calamity' er det første projekt produceret under den seneste fransk-danske koproduktionsaftale fra 2018. Ud over Filminstituttet er filmen støttet af blandt andet Den Vestdanske Filmpulje. 

Dansk premiere er planlagt til januar 2021. Filmen distribueres i Danmark af Angel Films.

Ræven og nissen

“Ræven og Nissen” er en norsk-dansk koproduktion, baseret på Astrid Lindgrens historie af samme navn.

Filmen er produceret af norske Qvisten Animation og koproduceret af Søren Fleng for danske Hydralab med støtte fra Filminstituttet ved tidligere filmkonsulent Ulla Hæstrup.

Hydralab er et relativt nyt selskab på den danske animationsscene, og har blandt andet været med på 'Drømmerbyggerne', som havde dansk biografpremiere i januar. Studiet ledes af Sunit Parekh sammen med Tonni Zinck.