14.12.2000
Den danske kortfilm
'Spotless' bliver vist på Sundance Film Festival i USA, der afvikles
18.-28. januar. Filmen er sammen med 63 andre kortfilm udvalgt blandt 2174
bidrag. Kortfilmene vises som forfilm til spillefilm eller i sammensatte
programmer af spillefilmslængde, og den bedste får tildelt en
pris.
Filmen er instrueret af
svensk-fødte Jessica Nilsson, som er uddannet på Den Danske Filmskole. Den
er en morsom thriller om en moderne kvinde, der værdsætter traditionelle
hjemmesysler, lige indtil hun en dag opdager læbestift på sin mands
skjorte! I hovedrollen ses Lulu, som i halvfemserne blev kendt som
postkortstjerne på Go-Cards. Derudover ses den tidligere Sort
Sol-guitarist Peter Peter, som også har lavet musikken. Peter Peter har
arbejdet som skuespiller og komponist for Jessica Nilsson på flere af
hendes film, og hun har lavet musikvideoer til hans musik. Filmen blev
færdig i 1999 og havde festivalpremiere i år på Odense Film
Festival.
Festivalen i Sundance
blev grundlagt af skuespilleren og instruktøren Robert Redford i
begyndelsen af 1980erne, i et forsøg på at promovere såkaldt smalle og
uafhængige film, som ikke havde den fornødne kommercielle appel til
Hollywoods mainstream-produktion, og den er gennem årene vokset til at
blive en af de væsentligste nordamerikanske filmfestivaler.
'Spotless' er produceret
af Zentropa med støtte fra Det Danske Filminstitut
Filmværkstedet.
www.sundance.org
For yderligere
oplysninger, kontakt venligst: Det Danske FilminstitutAnnette
Lønvang, festivalkoordinator, 33 74 35 56, annettel@dfi.dkLars Fiil-Jensen,
informationsmedarbejder, 33 74 35 59, larsf@dfi.dk