Dansk lineup til Cartoon Movie

CARTOON. 10 danske film og koproduktioner er udvalgt til Europas vigtigste pitchingforum for animation, Cartoon Movie, der bliver holdt den 6.-8. marts i Lyon.

En kærlighedsramt strandbetjent-abe, en kanin på jagt efter sin mor, en berømmelseshungrende skærmtrold og en 11-årig skoledreng, der bliver bidt af en varulv. Det er blot nogle af de animerede karakterer, man kan møde på det europæiske pitching-forum Cartoon Movie i Lyon den 6-8. marts. Danske animationsselskaber er stærkt repræsenteret med fem danske produktioner og fem koproduktioner på forummet.

"Det er et virkelig stærkt dansk lineup i år," siger Det Danske Filminstituts internationale producer Noemi Ferrer Schwenk og fremhæver, at de veletablerede selskaber A.Film og Dansk Tegnefilm i de seneste år har fået selskab af en række nye mindre firmaer som Nice Ninja, Copenhagen Bombay, Einstein Films og Parka Pictures.

"Det er enormt krævende at producere animationsspillefilm i dag. At et lille land som Danmark har så mange animationsfirmaer repræsenteret på Cartoon Movie er tegn på, at vi har nogle dygtige og aktive producere, der er gode til at skabe spændende projekter og stable internationale samarbejder på benene," siger Noemi Ferrer Schwenk.

 

Cartoon Movie

Europæisk koproduktions- og pitchingforum for animationsfilm.

Vigtigste branchetræf for europæiske animationsproducenter og -distributører. Muligheden for at finde udenlandske samarbejdspartnere gør Cartoon Movie til en afgørende netværksplatform.

Det særlige ved Cartoon Movie er muligheden for at præsentere projekter på alle stadier af processen – fra idé, over udviklings- og produktionsfaser til den færdige film.

Har 700 deltagere fra 40 lande, 210 internationale købere og 95 distributører, 56 udvalgte projekter og 50 pitching-sessions.

Siden det første forum i 1999 har mere end 156 film sikret sig finansiering for omkring 10 mia. kr.

I 2012 blev danske Kresten Vestbjerg Andersen, Thorbjørn Christoffersen og Philip Einstein Lipski nomineret til hovedprisen European Director of the Year for "Ronal Barbaren".

I år holdes Cartoon Movie den 6.-8. marts i Lyon.

Danske film på Cartoon Movie 2013

 

Færdige film

"Marco Macaco"
Instrueret af Jan Rahbek, produceret af Nice Ninja.

"Miffy the Movie" (hollandsk-dansk koproduktion)
Instrueret af Hans Perk, produceret af Telescreen Filmproducties i Holland og koproduceret af danske A.Film.

"Niko 2 – De flyvende brødre" (finsk-dansk koproduktion)
Instrueret af finske Kari Juusonen og danske Jørgen Lerdam.

Film i produktion

"Beyond Beyond" (svensk-dansk koproduktion)
Instrueret af Esben Toft Jacobsen, produceret af Copenhagen Bombay med den svenske filial Copenhagen Bombay Sverige som koproducent.

"Hokus Pokus, Alfons Åberg!" (norsk-dansk koproduktion)
Instrueret af norske Torill Kove, produceret af Maipo Film fra Norge og koproduceret af A.Film.

Projekter under udvikling

"Get Santa"
Instrueres af Jacob Ley, produceres af Copenhagen Bombay.

Projekter i koncept

"Hugo – The world’s Worst Comeback"
Instrueres af Stefan Fjeldmark, produceres af Einstein Film.

 

"Cykelmyggen og Minibillen"
Instrueres af Jannik Hastrup og Flemming Quist Møller.

"SS Martha"
Instrueres af Michael Hegner, producers af Einstein Film.

"Bitten" (spansk-dansk koproduktion)
Instrueres af Raúl Garcia, producers af R&R Communications i Spanien og koproduceres af Parka Pictures.

Læs mere om de danske film og koproduktioner på Cartoon Movie 2013. 

 

DFI og animation

DFI støtter animation på linje med andre fiktionsfilm. 25 procent af DFI's støttemidler skal gå til film for børn og unge.

Som en særlig indsats for vækstlaget i dansk animation var DFI i 2010 med til at etablere en Animationspulje med et samlet budget på 15 millioner kroner.

Puljen er rettet mod instruktører, der er animationsuddannede, eller som arbejder professionelt med animation, men som endnu ikke har debuteret med en spillefilm eller en længere tv-serie.

Formålet med puljen er at støtte originale korte animationsfilm og give en række yngre instruktører mulighed for at arbejde med at udvikle billigere produktionsmetoder og realisere film i længder, som det normalt er svært at finansiere. Filmene vil være befordrende for instruktørernes muligheder for senere at lave film i længere formater.

Det Danske Filminstitut har bidraget med 10 mio. kr. til puljen og Danmarks Radio med 5 mio. kr.