Fra den 8. marts lancerer Dansk Kulturcenter i Beijing en godt tre måneder lang begivenhed under titlen ’100 Days of Gender, Power and Violence’, der skal distribuere den danske #MeToo-mosaik gennem sociale medier i Kina. De 100 videofortællinger i mosaikken er blevet oversat til kinesisk i et samarbejde mellem Meta Film Dok og Dansk Kulturinstitut.
#MeToo-stafetten gives videre
Meta Louise Foldager Sørensen og Mette Bjerregaard fra produktionsselskabet Meta Film Dok stod i 2018 bag produktion og udgivelse af #MeToo-mosaikken. Projektet er en samling af 100 videoer med anonymiserede fortællinger fra mænd og kvinder om sexchikane i forskellige brancher og samfundslag i Danmark læst op af 100 danske skuespillere.
Formålet med mosaikken var blandt andet at give #MeToo-stafetten videre fra sit udgangspunkt i filmbranchen til hele samfundet. Mosaikken rejste rundt i Danmark via sociale medier og på landets kulturinstitutioner. I maj 2018 havde mosaikken international premiere i Cannes, og i år når stafetten altså til Kina.
Fra #MeToo til #性别暴力
Direktør i Dansk Kulturcenter i Beijing Eric Messerschmidt leder projektet i Kina, hvor videoerne har fået kinesiske undertekster og i foråret bliver distribueret via det lokale sociale medie WeChat. Det vestlige #MeToo udskiftes med det kinesiske #性别暴力 ('kønsorienteret vold’). Forventningerne til projektet er, at mosaikken vil lægge sig i forlængelse af den bevægelse, der allerede er i gang med at rejse sig i Kina.
”Der er bestemt masser af grobund for et sådan projekt. Selvom kinesiske kvinder er nogle af dem i Asien, der har de stærkeste rettigheder, er der enormt meget undertrykkelse og sexisme på arbejdspladserne. De skal hele tiden leve op til et særligt kvindebillede,” fortæller Eric Messerschmidt.
Han ser et stort potentiale for, at de danske fortællinger kan bidrage med bevidstgørelse og et sprog, som kan inspirere kvinderne til at tage stilling i samfundsdebatten.
”Kineserne ved, at danske kvinder er blandt de mest ligestillede og frigjorte i verden. Ser de, at deres kamp er den samme som danske kvinders, skaber det en forståelse af, at den kamp er en del af noget større.”
Videre til flere lande
Meta Films ambition med #MeToo-mosaikken har fra starten været at vise, at sexisme og seksuel magtudøvelse finder sted i alle aldre, brancher og samfundslag, fortæller producer Meta Louise Foldager Sørensen. "Vi håber, at vi ved at skubbe mosaikken ud til resten af verden kan være med til at starte en samtale og bryde en tavshedskultur."
"Vi er derfor enormt glade for – og stolte af – at vores mosaik har fået distribution i Kina," siger Foldager Sørensen. Visionen er at forlænge samarbejdet mellem Meta Film Dok og Dansk Kulturinstitut, så mosaikken kan forsætte sin rejse, på længere sigt til Rusland, Indien og Brasilien. "Lige nu arbejder vi på at få den ud i Sverige og Tyskland," siger produceren.
Fredag den 8. marts udkommer den første #MeToo-video i Kina. I videoen, vist ovenfor, fortolker skuespiller Amalie Dollerup den anonyme historie om sexchikane på universitet.