Dansk spillefilmdebut møder estisk publikum

FESTIVAL. Jonas Kærup Hjorts debutspillefilm ’Den næstsidste’ får verdenspremiere på den estiske festival Tallinn Black Nights. Det kafkaske drama om en vandaflæser på afveje kan også snart ses herhjemme på CPH PIX.

Når årets Tallinn Black Nights Filmfestival løber af stablen fra 13. til 29. november, bliver det med verdenspremieren på Jonas Kærup Hjorts sorthumoristiske drama 'Den næstsidste'. Festivalen i Estland, der regnes blandt de vigtige i det internationale landskab, har udtaget filmen til konkurrencen for spillefilmdebutanter.

Også Henrik Ruben Genz’ premiereaktuelle ’Erna i krig’ er inviteret til festivalen, hvor den får international premiere i hovedkonkurrencen, mens Anders Ølholm og Frederik Louis Hviids actiondrama 'Shorta' vises i programmet Midnight Shivers.

"Kulsort humor"

Festivalen beskriver 'Den næstsidste' som en film, der ikke er bange for at udfordre sit publikum:

”Et bemærkelsesværdigt værk for alle, som ikke er bange for grotesk, kulsort, absurd humor (...) Filmen er et imponerende eksempel på en instruktør, som allerede ved sin debut er fuldt udviklet, og hvis arbejde er drevet af en stærk vision og stil," som det lyder i filmbeskrivelsen.

Filmen er en kafkask fortælling om en ubetydelig vandaflæser, der ankommer til en afsides bygning for at aflæse beboernes vandmålere. Inden han ved af det, befinder han sig indespærret i en uendelig labyrint af forhindringer. I forsøget på at slippe ud af bygningen, vendes der op og ned på virkelighedsopfattelsen, rationalet og resterne af hans menneskelige eksistens.

Jonas Kærup Hjort blev uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole i 2017. Samme år vandt han FilmFyns Talentpris, og han har modtaget adskillige udnævnelser på internationale kortfilmsfestivaler samt tre priser ved Ekko Shortlist Awards 2018 for afgangsfilmen ’Om en måned’.

'Den næstsidste' produceres af Rikke Tambo Andersen ved Tambo Film og er støttet af Filminstituttets talentordning New Danish Screen og Den Vestdanske Filmpulje.

Filmen får dansk biografpremiere i 2021, men kan allerede opleves i december som en del af særprogrammet i årets udgave af CPH PIX, der har fokus på danske filmtalenter.

Tallinn Black Nights

Festivalen i Estlands hovedstad Tallinn er en af de største i Nordeuropa med 80.000 besøgende årligt.

Festivalen finder sted for 24. gang i år og afholdes 13.-29. november som en blanding af fysiske og online aktiviteter.