Danske dokumentarfilm i Amsterdam

Pressemeddelelse21.11.2002
Seks danske film
deltager i det officielle program, når Den Internationale
Dokumentarfilmfestival i Amsterdam, den mest betydningsfulde festival for
dokumentarfilm, afholdes fra torsdag den 21. november - søndag den 1.
december.
Jørgen Leths "Nye scener
fra Amerika" er blandt 20 film i festivalens konkurrenceprogram for film
af mindre end en times varighed, den såkaldte Silver Wolf Competition,
hvor vinderen modtager en Sølvulv. Sidste år deltog den danske "Family"
instrueret af Sami Saif og Phie Ambo i festivalens tilsvarende
konkurrenceprogram for længere film og vandt Joris
Ivens-prisen.
"Nye scener fra
Amerika", Jørgen Leths personlige og poetiske syn på Amerika, blev optaget
i september 2001 i New York, Texas, New Mexico, Colorado, Arizona og
Californien. Jørgen Leth og hans fotograf Dan Holmberg fulgte op på deres
egen klassiker "66 scener fra Amerika" (1981). De ville skildre det
mytologiske Amerika, endeløse veje, benzinstationer, diners, moteller og
storbyen. I filmen medvirker kultfigurer som digteren John Ashbery,
musikeren John Cale, skuespilleren Dennis Hopper og fotografen Robert
Frank.
Reflecting Images, en
serie som afsøger nye former, viser Jesper Jargils "De lutrede", som
dokumenterer og debatterer de fire Dogme-brødres filmhistoriske indsats.
Phie Ambo, den ene af "Family"'s instruktører, har filmen "Growing Up in a
Day" med i samme serie. I den vendes der på et døgn op og ned på en
zambiansk drengs liv, da han og søsteren begraver deres far og bliver
adopteret af deres onkel. Jørgen Leths "66 scener fra Amerika" deltager
også i denne serie, men vises i forlængelse af "Nye scener fra Amerika".

I serien Kids & Docs
deltager tre danske film. Anne Katrine Talks' "Little Hands" om døvstumme
børns verden og udtryksmuligheder, René Bo Hansens "Miga's rejse" om en
ti-årig dreng i Mongoliet, som forsøger at finde sin forsvundne søster i
storbyen Ulan Bator, og Jens Bangskjærs "Se min verden" om en dag i
syv-årige danske Astas liv.
Alle de nævnte film med
undtagelse af "Little Hands" og "Growing Up in a Day" er i Det Danske
Filminstituts distribution og vil kunne lånes på bibliotekerne.
Cinemateket i København viser Jørgen Leths "Nye scener fra Amerika" sammen
med "66 scener fra Amerika" den 24. november kl. 12.30 og den 27. november
kl. 20.30.
Endnu en film med stærk
dansk repræsentation, den sydafrikanske "When the War is Over" deltager i
Silver Wolf-konkurrencen. Filmen er instrueret af François Verster, som
har produceret den sammen med Sigrid Dyekjær fra det danske
produktionsselskab TjuBang Film med støtte fra bl.a. Det Danske
Filminstitut. De danske klippere Per K. Kirkegaard og Steen Schapiro har
også sat præg på filmen, der følger to tidligere ANC-guerillasoldater, som
lever på hver sin side af loven i et voldspræget samfund, efter at kampen
mod apartheid er vundet.
To filmprojekter
pitch'es på Forum, Europas vigtigste mødested for fjernsynsproducere og
uafhængige dokumentarproducenter, der vil søsætte nye projekter og søge
finansiering. Instruktør Jeppe Røndes "Jerusalemsyndromet", der produceres
af Rasmus Thorsen fra Cosmo Film, skildrer i det ydre profeterne og deres
daglige rolle i Jerusalems vold og afsøger i det indre instruktørens eget
eksistentielle forhold til tro. Instruktør Frode Højer Pedersens
"Holmboe", som produceres af Thomas Stenderup fra Final Cut, følger i
sporene på journalisten Knud Holmboe, der støttede arabernes løsrivelse
fra de europæiske kolonimagter og forsvandt under mystiske omstændigheder
i ørkenen på en rejse til Mekka i 1931.
Sammen med danske
producere, instruktører og salgsagenter er Det Danske Filminstitut til
stede i Amsterdam. Filminstituttet præsenterer på filmmarkedet fem af de
film, som er med i festivalens serier, foruden Katrine Østlund Jacobsens
"Natsværmer" produceret af Barok Film. I anledning af IDFA omdeler
Filminstituttet et engelsksproget nummer af magasinet FILM om
dokumentarfilm.
Det Danske Filminstituts Amsterdam-website med
data om de danske film, pressebilleder, visningstider, kontaktinfo,
PDF-version af Amsterdam-udgaven af FILM og link til IDFA: www.dfi.dk/sitemod/moduler/index_english.asp?pid=12290
For yderligere oplysninger, kontakt: Det Danske
Filminstitut
Anne Marie Kürstein, mobil 4041 4697Annette Lønvang, mobil 2148
8522Lars Fiil-Jensen, 3374 3559, mobil 2032 8121, larsf@dfi.dk