Danske DVD-film i marts

Billede til artiklen Danske DVD film i marts
Kalendermæssigt er marts den første forårsmåned. Og helt uden forårsfornemmelser forløber måneden heller ikke, når det kommer til danske dvd-udgivelser.

Viktor er f.eks. i det romantiske hjørne og vil strække sig meget langt for at blive gift med Anja i "Anja & Viktor - i medgang og modgang". Og Rasmus, der tager et midlertidigt undervisningsjob i provinsen, forelsker sig i en af sine elever, som dog selv drømmer om at få et barn med sin partner, Camilla, i "En enkelt til Korsør". Henholdsvis 246.249 og 25.466 så de to film i biografen - var du ikke blandt dem, kan filmene ses på dvd fra den 17. marts.

Mere alvorligt er temaet i "Dig og mig", som udkommer på dvd den 10. marts. Dramaet, der sidste år blev set af 101.845 biografgængere, fortæller historien om tre alvorligt syge piger, der mødes tilfældigt på et hospital, og på trods af meget forskellige baggrunde bindes sammen af en fælles søgen efter kærlighed og fællesskab. Ved årets Zulu Awards den 4. marts, vandt de tre hovedrolleindehavere, Neel Rønholt, Julie Ølgaard og Laura Christensen, i fællesskab prisen "årets danske kvindelige hovedrolle" for deres præstation. Dvd-udgivelsen indeholder som ekstramateriale desuden den oscarnominerede kortfilm "Om Natten", som "Dig og mig" er baseret på.

Og endeligt byder marts på tempofyldt spænding med "Kandidaten", som netop er kommet på dvd den 3. marts. Her kan Nikolaj Lie Kaas opleves som forsvarsadvokat Jonas Bechmann, der lever af at frifinde drabsmænd - indtil han selv står mistænkt for mord. Hele 199.539 så "Kandidaten" i de danske biografer.

[Foto fra "En enkelt til Korsør"]