Danske dvd-udgivelser i september

Denne måneds danske dvd-udgivelser byder på realistisk drama om fødselsdepression med "Velsignelsen", højspændt drama om det gode og onde i os alle i "Fri os fra det onde", tidsrejser og eventyr i familiefilmen "Vølvens forbandelse", dokumentar om at være enlig mor med "Kvindeliv" og endelig knivskarpe børnefilm med "Farlige film – ikke for voksne".

Fri os fra det onde: 22. september 
I Ole Bornedals drama flytter ægteparret Johannes og Pernille med deres to børn tilbage til den jyske provinsby, hvor Johannes voksede op. Her bor stadig Johannes' bror, som har udviklet sig til fordrukken langturschauffør. En dag kommer han ved et uheld til at køre en gammel dame over og skyder skylden på en anden, og så bryder helvedet løs i den lille soveby.
"Fri os fra det onde" har komikeren Lasse Rimmer, Aqua-sangerinden Lene Nystrøm og Jens Andersen, kendt fra "Polle fra Snave", i hovedrollerne.
Filmen er udtaget til serien Contemporary World Cinema på Toronto International Film Festival, som løber af stablen 10.-19. september.

Vølvens Forbandelse
Vølvens forbandelse

Vølvens forbandelse: 29. september 
I Mogens Hagedorns eventyrfilm "Vølvens forbandelse" kommer søskendeparret Valdemar og Sille til at smadre farens Audi, mens de er alene hjemme. Valdemar møder en fysiker, som vil reparere bilen, hvis de vil hjælpe ham med at ophæve den forbandelse, som en Vølv har kastet over ham, og via en tidsmaskine befinder søskendeparret sig i år 930 i Harald Blåtands kongsgård.
"Vølvens forbandelse" er udtaget til familiefilmserien Sprockets Family Zone på Toronto International Film Festival. 

Velsignelsen

Velsignelsen: 15. september 
Heidi Maria Faissts anmelderroste spillefilmdebut beskæftiger sig med det tabu, at det ikke altid er ren lykke at blive forælder. Katrine får en yndig datter, men da hendes mand pludselig skal rejse til Amsterdam, står hun alene tilbage med ansvaret. Hun har svært ved at træde ind i rollen som mor og søger hjælp hos sin egen mor. Deres forhold er imidlertid så betændt, at Katrine må kæmpe for at afklare deres forhold, før hun kan knytte bånd til sin egen lille datter.
"Velsignelsen" er støttet af DFI’s talentordning New Danish Screen.

Kvindeliv
Kvindeliv

Kvindeliv: 29. september 
Vi fortsætter i temaet om at være mor med dokumentarfilmen "Kvindeliv" fra 2005. Gennem et år følger instruktøren Katrine Borre tre enlige mødre, der bor i et socialt boligbyggeri i en forstad til Århus. Kvinderne på mellem 22 og 40 år har ikke ligefrem drømt om at blive enlige mødre, men ser lyst på tilværelsen og nyder den frihed og selvstændighed, som de har.

Eat Shit and Die
Eat Shit and Die

Farlige film: 18. august 
Farlige film – ikke for voksne er fællestitlen for fire kortfilm til børn af nogle af Danmarks spændende nye instruktørnavne: Christina Rosendahl med "Pusling", Heidi Maria Faisst med "Frederikke", Martin de Thurah med "Vi der blev tilbage" og Anders Morgenthaler med "Eat Shit and Die". Fælles for filmene er, at de har kant og gerne vil lægge op til debat.
Filmene havde premiere på sidste års BUSTER filmfestival.