Danske film i Berlin

Pressemeddelelse29. januar 2004
Danmark bliver flot
repræsenteret igen i år på Berlin Filmfestivalen, der indledes torsdag den
5. februar. Fem film er med i festivalens serier og yderligere ni film er
med på Det Europæiske Filmmarked, der afvikles under festivalen.

Annette K. Olesens
"Forbrydelser", der netop har haft premiere i Danmark og modtaget
fremragende anmeldelser, deltager i festivalens hovedkonkurrence med
første visning søndag den 8. februar kl. 19.30.
Allerede lørdag den 7.
februar kl. 17 bliver Anders Gustafssons "Bagland" vist som åbningsfilm i
den nye sektion for ungdomsfilm 14plus, og samme aften kl. 19 vises Aage
Rais-Nordentofts "2 ryk og en aflevering" i festivalens prestigefulde
sideprogram Panorama. Kortfilmene "Lauges kat" af Christina Rosendahl og
"Lille far" af Michael W. Horsten deltager i den følgende uge i
festivalens børnefilmkonkurrence, Kinderfilmfest.
Anders Thomas Jensens
"De Grønne Slagtere", Jesper W. Nielsens "Manden bag døren", Giacomo
Campeottos "Møgunger" og Torben Skjødt Jensens "Afgrunden" vises sammen
med dokumentarfilmene "Tintin et moi" af Anders Østergaard, "Rocket
Brothers" af Kasper Torsting, "Den talende muse" af Torben Skjødt Jensen,
"En gammel bamses fortælling" af Jon Bang Carlsen og "Min allerbedste
ting" af Jon Micke på festivalens filmmarked, hvor filmene fra serierne
også deltager.
I festivalens første
weekend vil en stor del af filmenes skuespillere, instruktører og
producenter tage til Berlin. Den 30-årige Sonja Richter, der spiller den
fængslede stofmisbruger Marion i "Forbrydelser", er Danmarks Shooting Star
på festivalen. Shooting Stars-arrangementet, der satser på at promovere
unge europæiske skuespiltalenter og øge fokus på europæisk film, afholdes
for syvende gang af European Film Promotion. Den officielle præsentation i
Berlinale Paladset af dette års 21 Shooting Stars er placeret i
forbindelse med gallavisningen af "Forbrydelser".
Vinca Wiedeman,
tidligere filmkonsulent og nu leder af det Det Danske Filminstituts
Talentudvikling, er medlem af festivalens internationale
kortfilmjury.
Det Danske Filminstitut
er repræsenteret sammen med de andre nordiske filminstitutter på den
skandinaviske stand på festivalens filmmarked, hvor Trust Film Sales,
Nordisk Film Sales, NonStop Sales og AB Svensk Filmindustri også har
stande.
Filminstituttet samler
de danske deltagere og udenlandske gæster til et lille arrangement fredag
den 6. februar kl. 23 i Berlin. Invitation hentes på den danske stand på
filmmarkedet.
På Det Danske
Filminstituts Berlin-webside er der oversigter over de danske
filmvisninger, presse-sheets og -billeder til de danske film, der vises i
serierne og på filmmarkedet: www.berlin.dfi.dk
Internationale Filmfestspiele Berlin: www.berlinale.de For oplysninger om
Shooting Stars: www.efp-online.com
For yderligere
oplysninger, kontakt: Det Danske FilminstitutLizette Gram, 33 74
35 06, lizetteg@dfi.dkAnne Marie
Kürstein, 33 74 36 09, kurstein@dfi.dk Lars Fiil-Jensen, 33
74 35 59, larsf@dfi.dk