Danske Filminstruktører får ny formand

Filminstruktør Martin Strange-Hansen har overtaget formandsposten i fagforeningen Danske Filminstruktører. Han overtager posten efter Dorte Høeg Brask, der tiltræder en filmkonsulentstilling hos Det Danske Filminstitut.

Martin Strange-Hansen blev uddannet fra Den Danske Filmskole i 2001 fra instruktørlinjen og er bl.a. kendt for kortfilmen "Der er en yndig mand", som i 2003 vandt en Oscar for Bedste Udenlandske Kortfilm. Han har desuden lavet spillefilmen "Den rette ånd" (2005) og er i øjeblikket i gang med at instruere børnefilmen "Her bor Jensen". Udover at være instruktør, underviser Strange-Hansen og ejer sin egen manuskriptkonsulentvirksomhed.

"Først og fremmest skal jeg danne mig et overblik over foreningen, men ellers holde den stolte tradition i foreningen i hævd."

Martin Strange-Hansen udtaler: "Jeg er stolt over at overtage formandskabet og at repræsentere så bred og stor en talentmasse, som i denne forening. Her er plads til alt fra 'Skide godt, Egon' til 'Chaos Reigns'." Han fortæller videre: "Først og fremmest skal jeg danne mig et overblik over foreningen, men ellers holde den stolte tradition i foreningen i hævd."

Danske Filminstruktører har som brancheorganisation eksisteret siden 1956. Siden 1990 har den været fagforening for filminstruktører og manuskriptforfattere og arbejdet for at forbedre lønforhandlinger og diverse andre vilkår for foreningens nu 360 medlemmer. Danske Filminstruktører er medlem og samarbejder med flere internationale instruktør og auteurorganisationer. 

Christina Rosendahl fortsætter som næstformand hos Danske Filminstruktører.