Danske premierer uge 8-9

PREMIERE. Ugen byder på biografpremiere på spillefilmen "Skytten" samt dokumentarerne "The Human Scale" og "Searching for Bill". Der er tv-premiere på "My Love – Historien om Poul og Mai", og den danske koproduktion "TPB AFK: The Pirate Bay Away from Keyboard" vises på DOXBIO og på tv.

Biograf


20. februar: TPB AFK: The Pirate Bay – Away from Keyboard

DOXBIO 20. februar kl. 16.30.
DR2 Dokumania 26. februar kl. 21.00.

"TPB AFK" er en dokumentarfilm om tre nørder, der redefinerede mediedistributions-verdenen med deres hobby-hjemmeside, "The Pirate Bay". Hvordan lykkedes det for Tiamo, en øl-gal hardware fanatiker, Brokep, en træ-krammende øko-aktivist og Anakata, en paranoid superliberal hacker at få Det Hvide Hus i Washington til at true den svenske regering med handelsrestriktioner? "TPB AFK" undersøger, hvad Hollywoods mest hadede pirater går igennem på det personlige plan i kampen mellem den gamle og den nye verden i cyberspace.

DOXBIO arrangerer biografvisning i samarbejde med DR2 Dokumania og Information i Grand Teatret den 20. februar kl. 16.30-18.50. Efter filmen er der live-debat om ophavsret, pirateri og åbenhed på internettet med bl.a. instruktøren og Harddiskens Henrik Føhns. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål online til panelet. Læs mere på www.doxbio.dk.

Filmen havde premiere på Berlin Filmfestival den 8. februar. Efter tv-premieren kan den ses på Filmstriben.

"TPB AFK: The Pirate Bay Away from Keyboard" er instrueret af Simon Klose og koproduceret af Martin Persson for Anagram Production og Signe Byrge Sørensen og Anne Köhncke for Final Cut for Real med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer

 

 


21. februar: The Human Scale

TheHumanScaleChinaSportsfield copy
Jan Gehls visioner for dansk og international byplanlægning. Foto: Final Cut for Real

Den danske stjerne-arkitekt Jan Gehl og hans crew af arkitekter har en humanistisk mission. De vil generobre byerne efter bilernes invasion og indrette byer i menneskeskala, så de bygger på livskvalitet og bæredygtighed. "Reclaim public space," lyder kampråbet. Gehls fokus på sammenhængen mellem menneskeskabt miljø og livskvalitet bakkes op af arkitekter og byplanlæggere i hele verden. Fra København til Beijing, fra Shanghai til New York, fra Los Angeles til Melbourne, og fra Christchurch til Dhakar formidles Gehls mangeårige arbejde med byplanlægning i dansk og international kontekst.

Filmen var den tredje mest sete på CPH:DOX 2012.

"The Human Scale" er instrueret af Andreas Møl Dalsgaard og produceret af Signe Byrge Sørensen for Final Cut for Real med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer

 


21. februar: Searching for Bill

searchingforbill
Bob Maser tager på rejse igennem USA. Foto: Nadim Carlsen

Bob Maser bor i en trailerpark uden for New Orleans. Hans bil er blevet stjålet af en svindler ved navn Bill, men bliver fundet igen i Detroit. Bob beslutter sig for at efterlade sin familie derhjemme og hente bilen. I bilen finder han Bills gamle notesbog, der er fyldt med mærkelige tekster og tegninger, navne og adresser på dem, han har narret på sin vej. Bob beslutter sig for at tage ud for at finde Bill og søge retfærdighed i stedet for at tage hjem. Rejsen tager ham gennem hele USA og ud til kysten på den anden side. På vejen møder han andre rejsende, hvis skæbner han genkender. Alle har de mistet. Alle leder de efter en ny vej og et andet liv i et land under pres.

Jonas Poher Rasmussens semi-dokumentariske roadmovie vandt NORDIC:DOX AWARD ved sidste års CPH:DOX.

"Searching for Bill" er produceret af David B. Sørensen for Dharma Film med støtte fra New Danish Screen ved Det Danske Filminstitut.

Læs mere i interviewet På jagt efter smuldrede drømme

Trailer

 


28. februar: Skytten

Skytten-Trine-Dyrholm
Trine Dyrholm i "Skytten".  Foto: Mike Kollöffel

København holdes i et panisk jerngreb af en begavet, determineret snigskytte. Den nye danske regering har, stik imod sine valgløfter, annonceret olieboringer i Grønland, men da journalisten Mia Moesgaard forudsiger en voldsom offentlig reaktion på det miljømæssige forræderi, tager en enlig mand sagen i sin egen hånd. Hun skriver – han skyder! Demokratiets mareridt er en uhyggelig realitet – og nu er en målrettet snigskytte løs i Københavns gader.

I hovedrollerne ses Kim Bodnia og Trine Dyrholm. Desuden medvirker bl.a. Nikolaj Lie Kaas, Lars Ranthe og Bent Mejding.

"Skytten" er instrueret af Annette K. Olesen og produceret af Åke Sandgren for Nordisk Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer

 


Tv


21. februar: My Love – Historien om Poul og Mai

DR1 kl. 20.30.

My Love
Poul og Mai og den store kærlighed. Foto: Klassefilm

66-årige Poul er fisker i Hårbølle på Møn. Tyve år yngre Mai er fra Bangkok. Poul og Mai elsker hinanden. Men sådan har det ikke altid været. Tidligere elskede de hver især deres koner. Filmen skildrer en kærlighedshistorie, der hylder troen på, at vi kan finde stor lykke i vores liv, hvis vi tør. Samtidig spejler den vores vestlige samtids romantiske og kompromisløse krav til den store kærlighed i mere traditionelle værdier som ansvarlighed, omsorg og næstekærlighed.

Filmen var åbningsfilm på MIX Copenhagen i 2012 og kan ses på Filmstriben efter tv-premieren.

"My Love – Historien om Poul og Mai" er instrueret af Iben Haahr Andersen og produceret af Lise Saxtrup for Klassefilm med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Trailer