David Dencik modtager pris fra Det Svenske Filmakademi

Skuespiller David Dencik belønnes for sit arbejde i danske og svenske produktioner med et stipendium på 20.000 svenske kroner fra Kurt Linders Mindefond.

Det Svenske Filmakademi har siden 1969 uddelt stipendiet hvert år til en person under 36 år, som har udmærket særligt sig i filmbranchen. Tidligere har bl.a. Roy Andersson, Lasse Hallström og Lukas Moodysson modtaget hæderen.

Det Svenske Filmakademi motiverer valget af David Dencik således:

"Han begyndte sin karriere i 2003 som bartender i Christoffer Boes "Reconstruction". Siden da har skuespilleren David Dencik rekonstrueret sig selv i 30 roller - alt for få af disse i svensk film og TV. Men i "Lasermannen" fik vi definitivt øjnene op for ham, da han leverede et uforglemmeligt portræt af ondskabens banalitet i John Ausoniuss gestalt. Uanset om han har spillet arbejdsløs jøde ("Uden for kærligheden"), nynazistisk bøsse ("Broderskab"), transvestit ("En soap"), afklædt revisor ("Allt om min buske"), en mand som hader indvandrere ("Lasermannen") eller en mand som hader kvinder ("Daisy Diamond"), har han altid været ulasteligt loyal mod sin rolle og vist en begavelse som i sin alsidighed og absolutte indlevelse søger sin ligemand. David Denciks illusionsmageri som skuespiller kan snyde hvem som helst."

Prisen uddeles den 22. marts.

Fredag den 20. marts kl. 19.15 kan David Dencik opleves i hovedrollen i kortfilmen "Black Man" til SneakBar i Cinemateket i Gothersgade, København. Her vises i alt tre nye film af upcoming filmskabere. Filmene har modtaget støtte fra Filmværkstedet.