Debut med stil

Instruktøren Andreas Koefoed følger sit sidste år på Den Danske Filmskole på TV-tilrettelæggerlinien, og to af hans film er allerede i år valgt til IDFA. "12 toner ned" er en delvis selvbiografisk fortælling om en talentfuld kordreng, hvis stemme går i overgang. "A Day in the Smoke" er en film, som beskriver en bar i Cairo, hvor mænd fra alle sociale lag, unge og gamle, mødes og taler om penge, politik og kvinder. Skønt meget forskellige i temaer har de to film et meget bevidst og gennemarbejdet billedsprog tilfælles.

Billede til artiklen Debut med stil

"12 toner ned". Foto: Mads Emil Hilmer

I "12 toner ned" følger vi drengen Jorgis, der gennem det meste af sit liv har sunget i et drengekor. Da det uundgåelige sker, at hans stemme begynder at gå i overgang, går Jorgis en hård tid i møde, hvor han tvinges til at tage sin afsked med drengekoret. Filmen er et portræt af en ung mand, som bliver konfronteret med det voksenliv, der venter på ham, en klassisk fortælling om overgangen fra dreng til ung mand. Andreas Koefoed fortæller:

"12 toner ned" er en personlig og samtidig universel historie om at miste sin identitet og om den svære overgang fra at være dreng til ung mand. Den handler om at være tvunget til at forlade noget, man elsker, og bevæge sig ud i livet imod alt det, man ikke kender endnu. Man mister noget, men vinder noget andet - det synes jeg er rørende."

Andreas Koefoed er ikke fremmed overfor den situation, som Jorgis befinder sig i. Da han var på samme alder, var han del af et drengekor på samme skole og gik dengang mange af de samme oplevelser igennem.

"Filmens fortælling er meget lig min egen historie, jeg stod som dreng i samme situation som Jorgis. Man lever en klassisk og æstetisk livsstil, og så pludselig siger det stop. Man går fra feteret kordreng til at skulle være en almindelig dreng, som skal ud og drikke sig fuld og tænke på piger. Vores fælles erfaringer med drengekoret skabte et bånd mellem mig og Jorgis, og på en måde tror jeg, at det at være med i filmen hjalp Jorgis til at komme igennem den svære fase. "

At Andreas Koefoed på grund af sin fortrolighed med stoffet er kommet ind under huden på hovedpersonen, er man ikke i tvivl om, når man ser filmen. Men Andreas Koefoed bruger også æstetiske virkemidler til at understrege den personlige vinkel. I åbningsscenen i "12 toner ned" bruger han f.eks. et fjernstyret kamera, der drejer rundt for til sidst at ende på en syngende Jorgis.

"I begge film har jeg brugt alternative måder at filme på, som normalt mere ses i fiktionsfilm. Såsom kameraet i startscenen der drejer 350 grader rundt. Det er en måde at fortælle scenen langsomt på, og man undgår for meget klipning, hvilket forhåbentlig gør, at man får den følelse, han har. Det kræver utrolig meget timing, og man kan risikere at miste autenticitet og moment."

"Jeg gør meget ud af at følge et menneske i bevægelse f.eks. ved at filme personen over skulderen, så man er med og deler oplevelsen med ham eller hende. I "12 toner ned" har jeg personen med i billedet hele tiden, man ser handlingen afspejlet i hans ansigt og får derved en høj grad af identifikation og indlevelse."

Netop denne udfoldelse af personskildringen er ifølge Andreas selv noget af det vigtigste, for at han kan lave den type film, han er god til - og selv holder af.

"Jeg tilbringer en del tid med mine hovedpersoner og lever mig ind i deres verden. Jeg forsøger at skildre den rejse, de er på, og den udvikling, de gennemgår. Jeg ønsker at opleve verden på godt og ondt og skildre de smukke og de afgørende øjeblikke i livet så godt som muligt. Hvis jeg bliver rørt af det, der sker foran mig og kameraet, er der en god chance for, at andre også bliver rørt, når de ser filmen."

A DAY IN SMOKE - eksperiment med form og udtryk

I Koefoeds seneste film "A Day in the Smoke" er der tænkt grundigt over det visuelle udtryk. Vi bliver indført i en lokal rygercafé i Cairo via et elegant glidende kamera, som viser caféens mandlige kunder for til sidst at ende på filmens omdrejningspunkt, en ung poet. På sit smukke arabisk læser han op af sit netop skrevne digt om caféen. Et sted hvor folk og fæ mødes, og hvor vi følger flere generationer af lokale stamgæster diskutere alt mellem himmel og jord. Mænd i alle aldre og fra forskellige sociale lag kommer for at ryge på vandpibe, og her fyldes de store lunger ivrigt med røg, der nærmest fungerer som krudt til den selskabelige samtale.

"I denne film har jeg forsøgt at arbejde med portrætter, der har stillfotoets karakter, hvor mændenes ansigter og kropsholdninger undersøges i faste 'framinger'. Mændene sidder jo ned og er derfor nemme at fange. Stedet var fyldt med vægmalerier, og jeg synes, det var skægt at lave billeder, hvor mændene går i et med maleriet i baggrunden og i sig selv bliver til et maleri. Jeg brugte en Dolly, der kunne bevæge sig langsomt over folks ansigter og give en indføring i caféens stemning med støv og røg i luften. Tempoet på cafeen er langsomt, så kameraet er også langsomt. Denne film er en mere beskuende film end "12 toner ned" og bestræber sig ikke i samme grad på at komme ind i sine karakterers hoveder. Den vil bare iagttage og en gang imellem lytte til, hvad de siger", fortæller Andreas Koefoed.

Andreas beskriver "A Day in the Smoke" som et formeksperiment. Normalt benytter han sig kun af ét narrativt spor, men i denne film eksperimenterer han med flere. Filmen illustrerer en typisk dag på den lokale café, og man fornemmer, at de alle har en stærk længsel, om det så er efter at rejse væk fra Cairo eller tabt kærlighed.

"I Cairo var det en fordel, at de ikke forstod, hvad jeg sagde, det fik dem til at snakke mere frit. Desuden er det fascinerende at optage et så smukt sted og deres flotte ansigter. Man bliver visuelt stimuleret af at optage i udlandet, men det kan være svært at være ligeså præcis, da man ikke har den samme forståelse for hverken sproget eller kulturen."

Filmens fortælleform krævede megen lille indblanding fra instruktørens side. I modsætning til "12 toner ned" gjorde filmens frie, eksperimenterende form, at resultatet blev spændende nok i sig selv. Kun poeten, den narrative metabeskuer, der sidder udenfor caféen, er indsat af instruktøren selv.

"Digteren kan ses som filmens fortæller, der bruger sine iagttagelser på caféen som stof til sine digte; mændenes samtaler, duften af the, lyset der skifter. Med sine digte skaber han en ramme, der binder små historier i filmen sammen. Med den ramme kunne jeg indsætte hvilken som helst scene fra caféen og stadig få det til at give mening. Faktisk ville jeg gerne have haft drengen, der pudsede sko, til at være fortælleren, men han ville ikke være med, fordi han syntes, det var nedværdigende at være skopudser, og fordi hans mor ikke vidste, at han pudsede sko, så det blev digteren."

 

DFI Factsheet: 12 toner ned
DFI Factsheet: A Day in the Smoke