"Den du frygter" til San Sebastian Filmfestival

Kristian Levrings nye spillefilm "Den du frygter" er udtaget til hovedkonkurrencen på den 56. San Sebastian Internationale Filmfestival. Festivalen, som afholdes fra 18. til 27. september, er en af Europas væsentligste filmfestivaler og i samme gruppe af A-filmfestivaler som festivalerne i Cannes, Berlin og Venedig."Den du frygter" er et psykologisk drama om Michael, der melder sig til et medicinsk forsøg med et nyt anti-depressivt middel, som viser sig at have alvorlige bivirkninger. Forsøget må stoppes, men Michael nægter at give slip på den nyfundne ro og selvkontrol, som pillerne giver ham, og fortsætter eksperimentet på egen hånd. Besat af egen succes begynder han at føle trang til også at tage kontrol med andre menneskers liv.Ulrich Thomsen, som spiller hovedrollen i "Den du frygter", vandt i 2004 San Sebastian-festivalens pris for bedste skuespil for sin rolle i Susanne Biers "Brødre". Det øvrige skuespillerhold i "Den du frygter" består af Paprika Steen, Emma Sehested Høeg, Lars Brygmann, Stine Stengade, Bodil Udsen og Bjarne Henriksen."Den du frygter" er Levrings første dansksprogede spillefilm siden debutfilmen "Et skud fra hjertet" fra 1986. Han var en af de fire Dogme-brødre og stod i 2000 bag den engelsksprogede Dogme-film "The King is Alive". I 2002 instruerede han den engelske spillefilm "The Intended". Kristian Levring og Anders Thomas Jensen har skrevet manuskriptet, og Sisse Graum Jørgensen har produceret for Zentropa. Filmen er støttet af filmkonsulent Molly Malene Stensgaard, Det Danske Filminstitut. Der er dansk premiere i januar 2009.San Sebastian Internationale Filmfestival
Kristian Levring
DFI Factsheet: Den du frygter
For yderligere oplysninger:Det Danske Filminstitut
Christian Juhl Lemche, christianjl@dfi.dk, 3374 3464