Der er gjort et historisk fund i Filmarkivet

Billede til artiklen Der er gjort et historisk fund i Filmarkivet
Det Danske Filminstituts filmarkiv har fundet og identificeret nitratfilmruller med den amerikanske stumfilmkomedie "His Musical Sneeze". Og det er faktisk lidt af en sensation, for filmen, der er fra 1919 og har Virginia Rappe og Lloyd Hamilton i hovedrollerne, mentes at være gået tabt sammen med 6 af de 10 film, Virginia Rappe var med i og hovedparten af Lloyd Hamiltons i alt 246 film.

Men en af Filmarkivets løbende opgaver er den tidskrævende beskæftigelse at gennemse indholdet på de 6.800 titler, der er registreret i "Nitratarkivet" (arkivets særlige samling af film fra før 1950, der blev indspillet på brandfarligt nitratmateriale). Det var under et sådant gennemsyn, at 15 minutters forsvundet stumfilmkomedie pludselig dukkede op.

Entusiasmen omkring fundet er stor, ikke mindst i filmens ophavsland, hvor filmfestivaler i Seattle og Los Angeles allerede har ønsket "His Musical Sneeze" på plakaten. Begejstringen skyldes bl.a. muligheden for kaste et mere retmæssigt lys over Lloyd Hamiltons karriere. Steve Massa, historiker ved New York Public Library, har udtrykt det på denne måde: "This is a very exciting discovery as Lloyd Hamilton was a great clown who is sadly neglected today due to the loss of most of his films."
Filmarkivet gennemfører frem til april en restaurering af "His Musical Sneeze", hvorefter filmens kommercielle kvaliteter vurderes nærmere.

Læs mere om fundet på Filmarkivets hjemmeside.

Læs mere om Nitratarkivet.