Det første program støttet af Public Service Puljen nu på TV 2

Billede til artiklen Det første program støttet af Public Service Puljen nu på TV 2Dokumentarserien "Skolen - verdensklasse på 100 dage" er det første projekt støttet af den såkaldte Public Service Pulje, der rammer tv-skærmen. Det sker torsdag den 4. september kl. 20.00 på TV 2.

"Der er altid noget man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er", siger en voksen til Gummi Tarzan i Ole Lund Kirkegaards klassiker. Det udsagn er denne series præmis:

En lille folkeskole har sagt ja til at lave et eksperiment. Med kræfter udefra og med nye undervisningsmetoder har Gauerslund Skole ved Vejle i løbet af 100 dage forsøgt at hæve det faglige niveau og trivslen for skolens 450 elever. Projektet følges i 8 programmer, der både er underholdende tv og et væsentligt indspark i debatten om det danske skolesystem.

Public Service Puljen har givet godt 2 mio. kr. i produktionsstøtte - ud af et samlet budget på knap 7 mio. kr. - og har hermed muliggjort projektets ambition om at ændre virkeligheden og udvide grænserne for dokumentargenren på tv.

"Skolen" er produceret af BLU, der også stod bag serien PLAN B.

Claus Ladegaard, områdedirektør på Det Danske Filminstitut og medlem af styregruppen for Public Service Puljen udtaler: "Projektet lever perfekt op til puljens formål om at støtte ambitiøs og nyskabende kvalitets-tv. "Skolen" er moderne Public Service tv".

http://programmer.tv2.dk/skolen/
http://omtv2.tv2.dk/index.php?id=1119
http://omtv2.tv2.dk/index.php?no_cache=1&id=1140

KORT OM PUBLIC SERVICE PULJEN:
Puljen på 75 millioner kroner er en del af Medieforliget 2007-2010. Den skal medvirke til udbredelsen af originalt, nyskabende kvalitets-tv ved at støtte udvikling og produktion af tv-drama og tv-dokumentarprogrammer på de kommercielle, landsdækkende kanaler i Danmark. Det er en betingelse for at kunne modtage støtte fra puljen, at der er medfinansiering fra tv-stationerne.

Det Danske Filminstitut forvalter Public Service Puljen, og ansøgningerne behandles af en styregruppe bestående af Bo Damgaard, tidligere programchef for TV 2/Danmark, Magdalena Jangard, Sverige, tidligere dramachef for SVT i Göteborg, samt Claus Ladegaard, områdedirektør for Produktion & Udvikling på Det Danske Filminstitut. I det daglige administreres Public Service Puljen af producer Bo Mortensen.

Læs mere om Public Service Puljen: www.dfi.dk/filmstoette/publicservicepuljen