Da han første gange hørte om Onkalo, kunne Michael Madsen slet ikke rumme perspektivet. 100.000 år – så lang tid havde eksperterne planlagt, at dette gigantiske netværk af underjordiske tunneller, som er ved at blive boret dybt ned i det finske grundfjeld, skal vare.
"Filmen blev sat i gang af, at jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvordan man overhovedet kan forholde sig til det tidsperspektiv," siger Michael Madsen. "100.000 år går ud over min egen fatteevne. Derfor synes jeg, det kunne være interessant at tale med nogle af de eksperter, som faktisk skal forholde sig til det."
"Jeg tvivler stærkt på, at der om 100.000 år findes mennesker, der tænker, som vi gør i dag. Det kan da godt være, at de har to arme og to ben, og at de ser ud som os, men jeg tror, at de vil opfatte virkeligheden helt anderledes, end vi gør i dag. I hvilket perspektiv skal vi så forstå det, som vi bygger i dag til at vare ved så længe, og hvordan kommunikerer vi det til fremtiden? Det var det, jeg gerne ville undersøge," siger instruktøren.
"Næste spørgsmål er så, hvordan man overhovedet kan skabe en film, som giver en fornemmelse af, hvad en sådan tidsskala indebærer."
Verfremdungseffekt
Michael Madsen bruger en høj grad af stilisering i "Into Eternity" til at formidle disse overvældende perspektiver.
"Jeg har villet skabe et element af distance i forhold til den nutid, vi befinder os i, gennem en visuel og lydmæssig stilisering. På den måde prøver jeg at trække publikum ud fra vores egen tid og katapultere det ind i fremtiden, så vi dermed bedre kan se og erkende noget om os selv," siger Madsen, der selv optræder i filmen som en slags mytefortæller, der advarser fremtidige generationer om dette sted, Onkalo (som betyder gemmested).
"Jeg ser de 100.000 år som et helt fantastisk udgangspunkt for en dokumentarfilm. For mig handler dokumentarfilm nemlig altid primært om at få øje på nogle nye sider af virkeligheden. Og nøglen til det, tror jeg, er at man kan arbejde med en form for verfremdungseffekt. Jeg kan ikke bare sætte et kamera op, jeg er nødt til at finde en måde, som det kamera ser på, så jeg kan få øje på de betydninger, der faktisk ligger der," siger Madsen.
Tomme universer
"Jeg talte meget med fotograferne og lydfolkene om, hvordan vi kunne give et indtryk af, at vi besøger Onkalo som en rejsende fra fremtiden," fortæller Madsen. "Det vil sige fra et punkt, hvor alt omkring nutiden er blevet glemt. Den helt centrale designkomponent ved Onkalo er nemlig glemsel. Når det er færdigt og forseglet om 120 år, så skal det kunne operere alene helt uden menneskehånd, i såkaldt silent mode, ganske enkelt fordi videnskabsmændene forventer, at verden, som vi kender den i dag, vil ophøre med at ekstistere inden for det 100.000-årige perspektiv."
"For at fange denne tilstand af glemsel talte vi om kameraet som et væsen, en entitet. På nær dér, hvor eksperterne sidder og taler, har vi arbejdet med kameraet på den måde. Det betyder, at når det kommer ind i et rum eller filmer i naturen, så er det ikke sikkert, at det søger hen til det, som vi normalt ville finde vigtigst, for eksempel de mennesker, der er i rummet, men mere lader sig gribe af det, der er lige for, eller som det tilfældigvis bliver distraheret af."
Den filmiske inspiration fandt Michael Madsen i specifikke film: "Le Samouraï" af Melville, "L'Eclisse" af Antonioni og "Elephant" af Gus van Sant – film som han satte holdet til at se sekvenser af.
"Det, der kendetegner disse instruktører, er deres enorme visuelle præcision," siger Madsen. "Det er nogle meget tomme universer, de får skabt, og for mig har det den kvalitet, at det giver plads til en form for abstraktion, plads til at sige noget andet. Van Sants 'Elephant' har meget lange takes, og det er egentlig uklart, hvad der sker. Tiden går bare for de her teenagebørn. Steadicam-bevægelserne og de lange takes i 'Into Eternity' er meget inspireret derfra, men også fra åbningen af den første 'Alien'-film, som er en anden film, jeg sætter stor pris på. Tanken er at, at vi giver publikum tid til at se på menneskene og opleve situationerne."
"Jeg er jo ikke uddannet dokumentarist. Jeg kommer fra kunstverdenen og er primært inspireret af fiktionsfilm, billedkunst, idehistorie. Det giver en krydsbefrugtning, som jeg godt kan lide at arbejde med."
Et andet eksempel på denne krydsbefrugtning er musikken. Kraftwerk's "Radioactivity" akkompagnerer scenerne med mænd og kvinder i hvide kitler, der er filmet i slowmotion i de sciencefiction-agtige opbevaringshaller, hvor det radioaktive affald er nedsænket i vandtanke. "Jeg overvejede, om det ville blive for meget en cliche. Men nej, jeg synes også, at det er fedt, at referencen mellem musikken og atomkraft er så tydelig."
Madsen gør også brug af klassiske værker af blandt andre Arvo Pärt, som er en moderne form for middelaldermusik, og Finlands egen nationalkomponist Sibelius, og "Into Eternity" slutter imponerende af med et nummer af den elektroniske musiks fader, Edgar Varese, hvis arie "A Vast Black Sleep" er med til at skabe en stemningsladet og højtidelig finale i Onkalos blæksorte dybder.
Forsvindingspunkter
"Da jeg startede med at skrive manuskript, arbejdede jeg meget associativt, fordi jeg havde en stærk følelse af, at det her sted og de mennesker, der arbejder her, allerede befandt sig i en slags efterverden. Der var noget uvirkeligt, noget uhyggeligt, der allerede var krøbet ind på grund af tidsperspektivet," siger Madsen.
"Jeg har tænkt filmen som en slags rekviem. Menneskene er skildret meget flygtige og små i forhold til maskinerne og Onkola-grotten. Filmen foregår desuden om vinteren, som om vi er lige på kanten af en ny istid. Jeg har forsøgt at understrege, at naturen er en verden for sig. Der er for eksempel en lille sekvens med et rensdyr, der kigger op, helt upåvirket. Dyrene godt kan fornemme, at der foregår noget, men de befinder sig i en anden form for virkelighed, en virkelighed som nok vil bestå længere end vi mennesker. Måske fordi naturen ikke som sådan vil noget? Naturen har en anden form for momentum, en anden bevægelse i sig. Dér kommer vi til kort."
Hvis man regner med at kunne forholde sig til 100,000 år, sådan som byggeriet af Onkalo er et udtryk for, så jonglerer man med nogle størrelser som er større end det vi mennesker kan håndtere, siger Michael Madsen. Og i den pointe ligger kimen til instruktørens kritik af menneskets tro på, at vi mestrer verden, fordi vi mestrer teknologien.
"Når der er så mange kamerabevægelser imod forsvindingspunkter i filmen, altså lange gange i alle mulige former, eller taget uden for på sitet, er det en reference til centralperspektivet, der dukker op i tiden omkring renæssancen – det vil sige ideen om mennesket, der kigger på virkeligheden og behersker den ved at underordne den sin synsvinkel," siger instruktøren. "Og det er det her sted et godt udtryk for."
Hvordan skaber man glemsel
Michael Madsen var overrasket over, at eksperterne i Finland ikke arbejdede med nogle scenarier for fremtiden i tilfælde af, at noget gik galt med Onkalo.
"I forhold til det lange perspektiv ville det for dem være det sikreste, hvis stedet blev glemt. I modsætning til, hvis man havde en form for markør, en runesten eller sådan noget, som fortæller, at her er noget farligt. For den egentlige trussel til anlægget er ikke så meget naturkræfterne – en kommende istid – men menneskelig nysgerrighed. Og heri ligger jo et paradoks: Hvordan skaber man glemsel?
"Dét der er så interessant, er at selv om de finske ingeniører ville vælge aldrig at lægge noget kranie oppe ved indgangen eller hvad det nu måtte være, vil anlægget i sig selv være et tegn. Hvis det bliver fundet om 50.000 år, og ingen ved hvad det er, så vil man i hvert fald kunne sige til sig selv, at det er menneskeskabt, fordi det har en symmetri og regelmæssighed, som ikke findes i naturen. Det vil kommunikere noget. Og så snart man får den mistanke, begynder man at lede efter intentioner," siger Madsen.
"Jeg prøver at forestille mig, hvordan man vil forstå vores tid. Man vil måske tænke: Det er mærkeligt. Der er kun tekniske henvisninger, tal på væggene, men hvilken tankeverden levede disse mennesker egentlig i? Man vil finde disse højteknologisk svejsede kobberbeholdere med radioaktivt affald, og man vil opfatte det som en menneskelig overlevering. Men man vil undre sig over, hvor teknisk det hele er. Det siger noget om vores tid."
Artiklen er bragt i en engelsk version i FILM#70.
MICHAEL MADSEN
Instruktør og konceptuel kunstner. Arbejder med musik, kunst og lydproduktion. "Into Eternity" vandt prisen for bedste dokumentar ved Nordisk Panorama og hovedprisen på den vigtige dokumentarfilmfestival i Nyon. Filmen er udtaget til IDFA-festivalen i Amsterdam.
Into Eternity
Hver dag over hele verden anbringes store mængder højradioaktivt atomaffald i midlertidige depoter, som er sårbare i forhold til natur- og menneskeskabte katastrofer. I Finland er verdens første permanente depot, Onkalo, under opførelse. Det er et kæmpesystem af underjordiske tunneler, der bores direkte ned i grundfjeldet.