Med en støtte fra Det Danske Filminstitut på 1,4 mio. kr. er CPH PIX ved at lægge sidste hånd på årets festivalprogram, der har som ambition at overraske, underholde, pirre og provokere publikum.
CPH PIX, CPH:DOX og BUSTER er organiseret i Fonden De Københavnske Filmfestivaler. Filminstituttet støtter i 2012 de tre festivaler med i alt 4,2 mio. kr. ud af et samlet budget på ca. 20 mio. kr.
Festivalerne har sidste år trukket 125.000 mennesker i biograferne og til de mange events, som også er en del af festivalaktiviteterne. Det er et meget tilfredsstillende resultat ifølge festivalernes nye direktør, Lars Hermann:
"Vi er rigtig glade for, at festivalerne fortsætter den stabile udvikling, vi har haft de senere år. Samtidig er der fortsat potentiale i at udvikle festivalerne endnu mere – og det skal vi selvfølgelig gøre – mens vi glæder os til at dele årets mange filmoplevelser med publikum."
På Filminstituttet er afdelingschef Charlotte Giese imponeret over festivalernes udvikling:
"På ret få år er det lykkedes festivalerne både at få rigtig godt tag i et lokalt publikum og samtidig på hver deres måde få skabt nogle stærke internatonale profiler. BUSTER præsenterer hvert år et utrolig flot program med filmkunst fra hele verden. CPH:DOX er i de internationale dokumentarfestivalers superliga, og CPH PIX har et vigtigt fokus på nye danske og udenlandske talenter. Festivalerne tilbyder - med en god spredning over året - levende billeder, som vi ellers ikke havde mulighed for at opleve."
Årets PIX-program udkommer den 14. marts.