Dokumentarfilm kaster nyt lys over Palme-mordet

Den 28. februar er det 20 år siden, at den svenske statsminister Oluf Palme blev myrdet på åben gade i Stockholm. Et mord som, til trods for en af verdens mest omfattende politiefterforskninger, nu 20 år efter stadig ikke er opklaret.

I dokumentarfilmen "Det forkerte mord" leder en tilfældighed til, at den svenske journalist Mikael Hylin, efter 5 års intens bearbejdning af tvivlsomme typer i den svenske narko underverden, kan få sandheder frem fra en døende ex-gangster på et hospital i Sverige. Manden var vidne til noget på mordnatten, som han aldrig har snakket om til nogen. Inden han dør, vil han fortælle, hvad han så. Det er historien om et opgør i Stockholms underverden, som endte fatalt.

Mikael Hylin fik den danske filminstruktør Lasse Spang Olsen med på filmen, fordi han ønskede at få danske øjne med til at fortælle historien. Lasse Spang Olsen udtaler om sin rolle i filmen: "Jeg har aldrig været med til noget så spændende og så svært. Det har været som en smeltevandselv, hvor vi bare er blevet revet med strømmen". Lasse Spang Olsen, der er mest kendt for sine actionkomedier, siger om det at skulle lave en dokumentarfilm: "Undervejs har jeg indimellem grebet mig i at ønske at det var fiktion, så man selv kunne skrive en slutning".

"Det forkerte mord" er instrueret af Mikael Hylin og Lasse Spang Olsen. Lasse Spang Olsen har også klippet filmen sammen med Stig Bilde. Filmen er produceret af Claus Ladegaard for Easy Film. Den har modtaget DFI-støtte på 900.000 kr. gennem konsulentordningen ved Michael Haslund-Christensen.

"Det forkerte mord" vises på DR1 d. 27. februar kl. 20.00 og indgår senere på året i Det Danske Filminstituts distribution.

Der er en omfattende hjemmeside om Palme-mordet på:
www.dr.dk/palme For yderligere oplysninger, kontakt:

Claus Ladegaard, 4032 6212Lasse Spang Olsen, 4040 4023Michael Haslund-Christensen, 3374 3544, michaelhc@dfi.dkLouise Hagemann, 3374 3559, louiseh@dfi.dk