Dokumentarfilmen "Beths dagbog" blev kåret til årets bedste korte dokumentarfilm ved den nylige GuldDok-prisuddeling. Den er udviklet under Det Danske Filminstituts støtteordning Talentdok. På cph:dox bliver der lejlighed til at se den og mange andre spændende dokumentarfilm, som er blevet til efter en særlig indsats fra Det Danske Filminstitut og Filmværkstedet med henblik på at sikre talentudvikling.
Den tidsbegrænsede støtteordning TalentDok blev igangsat i november 2004 af Det Danske Filminstitut, som ville give dokumentaristerne mulighed for at afprøve nye sider af deres talent, finde nye samarbejdspartnere, blande former og genrer og i det hele taget kaste sig hurtigere ud i en kreativ filmproces frem for at skulle tænke i finansieringsmuligheder. Filmene skulle have en varighed på omkring en halv time, optages i Danmark, og holdes inden for en økonomisk ramme på 150.000 kroner til udvikling og 750.000 til produktion. Ud af 47 ansøgninger blev godt femten udviklet, ni film er i skrivende stund færdige, og syv af dem kan nu ses på cph:dox.
Filmværkstedet/DFI satte i 2005 projektet BOOST THE DOX i gang for at sætte skub i en ny generation af samfundsengagerede dokumentarister. Nye dokumentarister blev tilbudt workshops, seminarer og idéudvikling med professionelle konsulenter. Ud af 98 projektforslag fik femten støtte til udvikling, og fem film fik endelig støtte på 50.000 kr. og udstyr stillet til rådighed. Alle fem film har premiere på cph:dox.
Det Danske Filminstitut vil fortsat fremme talentudviklingen inden for dokumentarfilm med en permanent støtteordning under New Danish Screen. Det seneste initiativ i Filminstituttets arbejde med at udvikle dokumentarfilmen er DOX NETWISE, som støtter projekter, der anvender internettet på den mest innovative måde. Det kan være i en ændring af værkopfattelsen eller i værkets møde med sit publikum.
Læs mere om projekterne i en ny artikel "DFI-støtte / TalentDok / BOOST THE DOX" og i "Danske dokumentarister skal turde tøve og tvivle" fra FILM #45.
Filmvisninger på cph:dox
TalentDok: "Beths Dagbog", "Retshjælpen" og "Otium" "Inden for mine øjne", "Tal til mig" og "Det vi ser" "Someone Like You"
BOOST THE DOX: "Kærlighedspolitiet", "En vej frem" og "En forening i modvind" "Jorden er giftig" og "500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede" To af filmene vises i DR2 tematirsdag den 14. november