DOX:LAB-film vandt i Venedig

PRIS. Venedig Festivalens Orizzonti-series pris gik til DOX:LAB-filmen "Accidentes gloriosos", som blev sat i gang sidste år under CPH:DOX.

DOX:LAB kan nu bryste sig af en pris fra Venedigs filmfestival. Mauro Andrizzi og Marcus Lindeens "Accidentes gloriosos", som er udsprunget af sidste års kreative laboratorium på CPH:DOX, vandt lørdag den 10. september prisen for bedste film af mellemlængde i Orizzonti-serien.

Mauro Andrizzi og Marcus Lindeens "Accidentes Gloriosos" fortæller ni forskellige historier fra Argentina, spundet over temaerne død og transformation. Det er bl.a. historien om en mand, der får foretaget en hjertetransplantation og vågner op med nye kunstneriske evner, og om en kvinde, der har modtaget et brev fra hendes mand, skrevet lige inden han fryser ihjel under en dramatisk polarekspediton.

Argentineren Mauro Andrizzi og svenskeren Marcus Lindeens 58 minutter lange film er en af ni, der blev sat i gang under sidste års kreative laboratorium på CPH:DOX, hvor filmskabere fra Norden parres med instruktører fra Asien, Sydamerika samt Mellemøsten.

Juryen udtrykte sin begejstring for filmen som udtryk for DOX:LAB-initiativet med den særlige indfaldsvinkel til at eksperimentere, sætte film i gang og fremelske nye samarbejdsrammer: "Filmen er blevet til en interessant collage af forskelligartede steder, genstande og mennesker bundet sammen i filmens mørke."

DOX:LAB's workshop er støttet af Det Danske Filminstitut, Den Obelske Familiefond, Aarhus Festuge og CKU i tæt samarbejde med Filmværkstedet/DFI.

De første film fik premiere på Aarhus Festuge, og alle ni produktioner vil blive præsenteres på CPH:DOX i november, hvor der bl.a. vil være artist talk samt Q&A med mange af de involverede instruktører.

Læs mere om DOX:LAB i artiklen "Kulturmøder i DOX:LAB" (FILMupdate, 4. november 2010)

Se DOX:LABs verdenskort over projekter

Venedig Filmfestivalen