"Drabet" og "Pusher II" nomineret til Nordisk Råds Filmpris

19.
september 2005
Per Flys "Drabet" og
Nicolas Winding Refns "Pusher II" er blandt ti nominerede film til Nordisk
Råds Filmpris 2005, der uddeles i forbindelse med Nordisk Råds session i
Island onsdag den 26. oktober.
To film fra hvert land
er udvalgt af en bedømmelseskomité med medlemmer fra Sverige, Danmark,
Island, Finland og Norge, og samme komité udpeger vinderen, som
præsenteres ved en pressekonference på det Danske Filminstitut i København
onsdag den 12. oktober kl. 11.00.
Filmprisen på 350.000
kroner, der fremover skal uddeles årligt, deles ligeligt mellem
instruktør, manuskriptforfatter og producent.
Blandt de nominerede
film finder man også sidste års vinder af hovedprisen på cph:dox, den
finske "Melancholia" af Pirjo Honkasalo. Den kan ses i danske biografer
for tiden.
"Drabet" har manuskript
af Per Fly, Kim Leona, Mogens Rukow og Dorte Høgh, og den er produceret af
Ib Tardini for Zentropa. Nicolas Winding Refn har skrevet manus til
"Pusher II", og Henrik Danstrup har produceret for NWR Productions i
koproduktion med Nordisk Film.
De danske medlemmer af
bedømmelseskomitéen er lektor Anne Jerslev fra Københavns Universitet,
forfatter og filmkritiker Bo Green Jensen fra Weekendavisen samt
forfatter og filmkritiker Morten Piil fra Information.
Nordisk Råds Filmpris:
www.norden.org/kultur/film/sk/filmpris.aspDe
nominerede: www.norden.org/webb/news/news.asp?id=5462&lang=1Pressemateriale:
www.nftf.net/nordicfilmprize/index.html