Dreyer og musikken

DREYER. Carl Th. Dreyer var ikke just en instruktør, der overøsede sine film med musik. Musikken blev brugt i nøje afmålte doser på udvalgte steder. Egentlig ville han nok helst klare sig uden. Læs lektor emeritus Peter Schepelerns gennemgang af Dreyers oeuvre med øre på musikken.

40
Baard Owe i rollen som det unge ”musikgeni” Erland Janson i "Gertrud" (Carl Th. Dreyer, DK, 1964). Foto: Else Kjær. Arkiv: DFI Billed- & Plakatarkivet.

Der er ikke skrevet mange linjer om Carl Th. Dreyers brug af musik. Det råder lektor emeritus Peter Schepelern nu bod på. Han har for nylig gennemgået Dreyers oeuvre med øre på musikken. Faktisk blev det i første omgang til en radioudsendelse, der blev sendt på P2 i begyndelsen af april måned. Nu er det hele samlet i en artikel, der kan læses på DFI’s Dreyer-site.

I artiklen får man f.eks. at vide, at selveste Carl Nielsen takkede nej til at skrive ledsagemusikken til Dreyers stumfilm ”Blade af Satans Bog”, der havde premiere i 1920. Det skyldtes formentlig, at han havde nok at bestille på det tidspunkt, men Nielsen havde nu heller ikke høje tanker om filmkunsten, bl.a. citerer Schepelern et interview med komponisten: ” (…) Min Kone og mine Børn har sommetider faaet mig til at gaa hen og se en Film, for som de sagde: Den maa du endelig se, men jeg har altid kedet mig rædsomt (…)”. Langt senere i karrieren kom Dreyer til at arbejde sammen med komponisten Poul Schierbeck, som var elev af Carl Nielsen. Schierbeck skrev bl.a. musikken til ”Vredens Dag” (1943).

I Dreyers sidste film ”Gertrud” fra 1964 fylder musikken mere i det narrative univers, da Gertrud er sangerinde og hendes unge elsker Erland er pianist.

Læs hele Peter Schepelerns artikel Når ordet kommer til kort – Carl Th. Dreyer og musikken