Peter Schepelern, lektor og bestyrelsesmedlem af Carl Th. Dreyers Mindefond, sagde i sin motivationstale:
"Der er jo blevet sagt og skrevet meget om Malmros gennem årene, men jeg tror ikke, at han er blevet sammenlignet med Dreyer. Så det må lige prøves. Især fordi det er blevet en slags tradition ved uddelingen af den årlige Carl Th. Dreyer-pris forsøgsvis at holde prismodtageren op mod Dreyer.
Dreyer lavede tragedier, gerne med en lidende kvinde i centrum. Det var nærmest hans brand. Nogle gange – som i "Jeanne d"Arc" og "Vredens Dag" – ender kvinden på bålet. I andre tilfælde får hun blot en dyster skæbne, som Gertrud, der sidder skuffet tilbage med hvid paryk og gør livsregnskabet op: Der var kødets lyst (desværre alt for lidt), og der var sjælens ubodelige ensomhed (som der til gengæld var masser af). Det er også typisk, at når Dreyer undtagelsesvis laver en komedie som "Du skal ære din Hustru", så er det en komedie om en lidende kvinde.
Umiddelbart ville man nok mene, at der hersker en noget mere gemytlig stemning hos Malmros. Der er f.eks. ingen af Malmros' heltinder, der bliver brændt på bålet. Men faktisk er Elin i "Kundskabens Træ", Kirsten i "Kærlighedens smerte" og Barbara i "Barbara" ganske tragiske skæbner, der lige så tragisk går deres undergang i møde. Desuden har Malmros også en del mandlige personer, der lider.
Malmros' univers er som bekendt forankret i det borgerlige provinsliv i forgangne tider, hvad der kunne lægge op til en form for nostalgi. Det er imidlertid ikke tilfældet, for også hos Malmros hersker melankolien med en ubarmhjertig undertone af nederlag og svigt. Det er Malmros" særlige talent, at disse mørke skildringer er fulde af humor og bittersød charme, der efterlader publikum i godt humør, selv om det hele egentlig er ret så bittert.
Det gælder også Malmros' seneste og 10. spillefilm "Kærestesorger", hvor den unge mand må gennemgå talrige lidelser, for så netop ikke at få den elskede, og hvor forældregenerationens centrale person til slut vælger at gå i Viborgsøerne.
Dreyers personlige baggrund, hans oprindelse og opvækst, var stort set mørklagt i hans levetid og blev først forsøgsvis rekonstrueret i Martin Drouzys biografi fra 1982, hvor moderen omsider træder frem, og vi får et kvalificeret gæt på det fædrene ophav. Ejendommeligt nok er der meget, der tyder på, at den skjulte biografi netop var det materiale, som Dreyers filmkunstneriske bedrifter i høj grad udsprang af, selv om det var behændigt skjult bag litterære og historiske forlæg. Det hele var noget med Mor. Det kunne vel ikke være anderledes. Her finder man – for at citere Kierkegaard – "den Skrift i mit Inderste, der forklarer Alt.”