"Drømmen" vækker international opmærksomhed

Niels Arden Oplevs "Drømmen" er populær på de internationale festivaler, hvor den vinder den ene pris efter den anden. På godt et halvt år er det allerede blevet til 12 priser.
Søndag den 22. oktober modtog filmen publikumsprisen for bedste spillefilm på den amerikanske Hamptons International Film Festival, blot to uger efter at den vandt publikumsprisen på Reykjavik International Film Festival.
Filmen havde verdenspremiere i februar under Berlinalfestivalen på den højt respekterede børnefilmfestival Kinderfilmfest, hvor den erobrede Krystalbjørnen for bedste spillefilm, og samme måned fik den på Göteborgs filmfestival Den Svenske Kirkes Pris.
I april modtog "Drømmen" Ungdomsjuryens Pris på Sprockets Toronto International Film Festival i Canada og i juni tre priser på børne- og ungdomsfilmfestivalen i Zlin i Tjekkiet. Dernæst vandt den i juli prisen for bedste spillefilm på den højt renommerede Giffoni Filmfestival i Italien, og den 30. september igen tre priser på Rimouski Filmfestival i Canada.
"Drømmen" er produceret af Sisse Graum Jørgensen for Zentropa og støttet af filmkonsulent Lena Hansson Varhegyi på Det Danske Filminstitut. Den havde premiere i de danske biografer i marts, hvor den solgte 406.000 billetter, og er dermed den hidtil mest sete danske film i 2006. En af det seneste års andre store successer på filmfestivalerne er Anders Thomas Jensens "Adams æbler", der indtil nu har vundet ikke mindre end 15 internationale priser. "Adams æbler" er produceret af Tivi Magnusson og Mie Andreasen for M & M Productions og støttet af filmkonsulent Nikolaj Scherfig på Det Danske Filminstitut.Annette K. Olesens "1:1", der også deltog ved Hamptons International Film Festival, modtog en Honorable Mention. "1:1" er produceret af Ib Tardini for Zentropa og støttet af filmkonsulent Nikolaj Scherfig.www.hamptonsfilmfest.org www.filmfest.is
DFI Fact Sheets: "Drømmen" "Adams æbler" "1:1"
For yderligere oplysninger, kontakt:
Det Danske FilminstitutChristian Juhl Lemche, christianjl@dfi.dk, 3374 3464Lars Fiil-Jensen, larsf@dfi.dk, 3374 3559