Karlovy Vary International Film Festival, der er blandt verdens vigtigste filmfestivaler, har udtaget "Eddie: The Sleepwalking Cannibal" til sin 47. udgave, der løber fra den 29. juni – 7. juli.
Eddie deltager i sektionen "Midnight screenings" og ledsages på festivalen af Anne-Grethe Bjarup Riis' "Hvidsten Gruppen", der deltager i programmet "Variety's Ten European Filmmakers to Watch", Mads Matthiesens Sundance-vinder "10 timer til Paradis" og Thomas Vinterbergs Cannes-vinder "Jagten", der er udtaget til sideprogrammet "Horizons", samt Mads Brüggers dokumentar "Ambassadøren", der bliver vist uden for konkurrence. Behrouz Bigdelis kortfilm "Til alle mine venner" bliver desuden vist i en serie med vinderfilm fra Prague Short Film Festival 2011, og Milad Alamis kortfilm "Intet kan røre mig" vises i sektionen for afgangsfilm, "The Fresh Selection – The Promising Five".
I "Eddie: The Sleepwalking Cannibal", som får dansk biografpremiere den 12. juli, spiller Thure Lindhardt den tidligere berømte danske kunstmaler, Lars Olafssen, der ikke har malet i årevis og derfor tager imod et job på en kunstskole midt i den canadiske vildmark. Her møder han Eddie, en stum tosse, der har en særlig plads i de ansattes hjerter. Lars indvilliger i at lade Eddie bo hos sig, men hvad han ikke ved er, at Eddie går i søvne og på sine natlige udflugter nyder at spise levende dyr. Da det går op for Lars, bliver det en kunstnerisk åbenbaring for ham. Blod og forvredne kroppe giver ham inspirationen tilbage, og det bliver nøglen til den smukke Lesleys hjerte.
Den canadisk-danske koproduktion har allerede været vist på en række festivaler. Efter den nordamerikanske premiere på New Yorks Tribeca Film Festival indledte Peter Gutierrez fra Twitch sit interview med filmens spillefilmdebuterende canadiske instruktør Boris Rodriguez således: "Of all the films I've seen this year at Tribeca – and the tally is starting to add up – none brings a smile to my face faster than 'Eddie:The Sleepwalking Cannibal'."
Twitch interview
Twitch anmeldelse
Canadiske Quiet Revolution Pictures har produceret og danske Fridthjof Film koproduceret. Filmen har modtaget koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.
Karlovy Vary International Film Festival (29. juni – 7. juli)
Se alle film med dansk islæt