Efter to afdæmpede efterårsferier de seneste år var 2025 udgaven alt andet end stille. I alt blev der solgt næsten 700.000 billetter i uge 42 og weekenden i uge 43 – det højeste niveau siden 2021 og over gennemsnittet for det seneste årti.
Dansk film tog føringen
Tre danske titler trak hovedparten af publikum over ferien:
- ’Den sidste viking’ solgte 332.000 billetter alene i ferien og er ind til videre set af 362.000 i alt. Filmen stod alene for hele 71 % af billetsalget til filmene til voksenpublikummet.
- ’Børnene fra Sølvgade 2’ blev årets store familiefilm med 100.000 billetter.
- ’Ternet Ninja 3’ fortsatte sin succesfulde biografliv og solgte yderligere 64.000 billetter, hvilket bringer den op på 736.000 publikummer i alt.
De tre film stod tilsammen for 500.000 billetter, svarende til 71 % af alt billetsalget i ferien. Samlet nåede danske film en markedsandel på 75 % – det højeste niveau i en efterårsferie i ti år.
Markedsandele i efterårsferien
Voksne fyldte salene
Som grafen ”Efterårsferie – billetsalg målgruppe” viser, kom fremgangen især fra voksenpublikummet. Her blev der solgt markant flere billetter end i 2023, mens familiefilmene lå lidt under deres normale andel på 35 %, men stadig højere i absolutte tal end sidste år.
For de yngste var det også de danske titler, der bar markedet. Danske film stod for 72 % af billetsalget i børne-/familiesegmentet – et bemærkelsesværdigt løft hos en målgruppe hvor der for blot to år siden slet ikke var danske titler udbudt i ferien.
Den store kontrast findes på den anden side af Atlanten. Amerikanske film solgte kun 133.000 billetter i ferien – mod et tiårsgennemsnit på over 320.000. Det svarer til en markedsandel på 19 %, det laveste siden pandemien.
Grafen “Billetsalg efterårsferien – opdelt efter oprindelsesland” illustrerer udviklingen tydeligt: amerikanske film er faldet støt, mens danske produktioner har taget pladsen.
Året samlet set
Udviklingen i efterårsferien afspejler den overordnede tendens:
- 7.914.800 billetter solgt år til dato (+4 % i forhold til 2024).
- 2.937.700 billetter til danske film (+49 % i forhold til 2024).
- En dansk markedsandel på 37 % – væsentligt over normalen.
Væksten i dansk film skal dog ses i lyset af et rekordhøjt antal titler. Hele 29 danske film har haft premiere i år, og yderligere syv mangler endnu.
I efterårsferien mødte publikum altså i den grad op, og biografmarkedet bevægede sig for første gang siden pandemien tæt på sit gamle leje.