Egon Olsen – med meget mere

NY BOG. "Publikum genkender noget af det bedste i dem selv, når de ser Ove Sprogøe. Vi opdager menneskelige sider af os selv, som vi har glemt (…) Du bliver kort sagt et bedre menneske af at se på Ove Sprogøe." Ordene tilhører Klaus Rifbjerg og indleder Jacob Wendt Jensen biografi om den alsidige skuespiller.

Ove Sprogøe blev folkeeje i rollen som Egon Olsen i "Olsen Banden" og som Dr. Hansen i "Matador", men hans 50 år lange karriere rummede meget mere end det. Fra muntre rollefag på film som i "Ved Kongelunden" til det mere alvorlige i Scherfigs "Den forsvundne fuldmægtig". På teatret spændte hans repertoire fra "Nøddebo Præstegård" over klassiske stykker af Holberg og Molière til Becketts absurde teater. I alt nåede han at medvirke i 159 film og mere end 130 teaterstykker.

Ove Sprogøe var samtidig et af branchens mest private mennesker. Han værnede om sit familieliv og åbnede så godt som aldrig sit hjem for offentligheden.

Journalist og filmkritiker Jacob Wendt Jensen har nu skrevet historien om den folkekære skuespillers liv på film og teater og bag hjemmets fire vægge, baseret på et omfattende kildemateriale og mere end 90 nye interviews med den nære familie, private venner samt en perlerække af dansk film og teaters største navne.

Politikens anmelder skrev: "Ny bog om Ove Sprogøe ligner den ultimative biografi om en af dansk films største og absolut flittigste skuespillere. Her kan man bl.a. læse, at der bag den folkekære facade rumsterede passioner for moderne kunst, socialisme, Akira Kurosawa… og Prince."

"Ove Sprogøe. En biografi af Jacob Wendt Jensen" er udgivet af People's Press og koster 349 kr. Bogen kan købes i Filmhusets Film- og Boghandel.