Ekko viser Super16-film

ONLINE. Super16 dropper dvd-skiverne og udgiver deres kortfilm online på Ekko's hjemmeside, hvor du frem til 17. april kan se seks førsteårsfilm fra Årgang #8.

Den alternative filmuddannelse har udklækket talenter som Kaspar Munk, Ask Hasselbalch, Martin Zandvliet, Christina Rosendahl og aktuelle Fenar Ahmad. Nu har du mulighed for at se, hvad man kan vente sig af uddannelsens nyeste kuld fra Årgang #8.

Super16 udgiver nu deres spritnye førsteårsfilm på Ekkos hjemmeside, hvor de kan ses frem til den 17. april.

En søulk fra svundne tider, en teenage-trist videoblogger og to irske meteorit-fantaster. Førsteårsfilmene når bredt omkring i genre og humør, og de afslører vidt forskellige kunstner-temperamenter blandt årgangens seks instruktører, seks producere og fire manuskriptforfattere.

Hidtil har Super16 udgivet sine kortfilmproduktioner på dvd. Men i år lader uddannelsens yngste årgang deres film flyve fra reden på en helt ny facon.

"Vi har besluttet at tage skridtet ind i den nye tidsalder, hvor fysisk materiale bliver udskiftet af online materiale," skriver Årgang #8 i en pressemeddelelse.

Ekko Shortlist

Ekko har allerede erfaring med online distribution af kortfilm. Ekko Shortlist – som fylder et år på tirsdag – er en hitliste over de bedste kortfilm lige nu, hvor læsere og seere hver uge giver stjerner til deres yndlingsfilm. Mange af favoritterne er undfanget på Super16, og flere elever på Årgang #8 er allerede repræsenteret på Shortlist.

Årgang #8’s førsteårsfilm præsenteres dog uafhængigt af Ekko Shortlist og kan derfor ikke stemmes ind på listen.

Se Super16-filmene

Tags: