Eksperimental: Cinéma pur i Cinemateket

Onsdag den 31. marts kl. 19.00 viser Cinemateket et udvalg af 1920'ernes cinéma pur fra Frankrig og Absolut Film fra Tyskland.

Gå på opdagelse i 1920'ernes eksperimentalfilm onsdag aften. Cinemateket viser seks af slagsen - fire tyske og to franske.

I 1920'ernes Paris og Berlin formulerede en række kunstnere med baggrund i Dada-bevægelsen filmen som en absolut og ren kunstform. Filmens sprog var for dem autonomt - det skulle ikke låne fra litteraturen eller teatret. De dyrkede derimod mediets særegne, iboende egenskaber – bevægelse, rytme, lys og komposition – til at påvirke publikum følelsesmæssigt.

I Tyskland var det blandt andet Viking Eggeling, Hans Richter og Walther Ruttmann, der skabte de film, der senere er blevet refereret til som "absolutte" film. De arbejdede med abstraktion i bevægelse og ønskede at skabe et absolut sprog af form.

Fra Frankrig kom de såkaldte cinéma pur-film, der var mindre fokuseret på rene former end den tyske gruppe, men på samme måde benyttede et ikke-narrativt filmsprog til at afsøge filmens særegne mekanismer. Også disse filmiske udtryk har en sådan karakter, at de ikke kan oversættes til andre medier. Med film af bl.a. Léger og Duchamp.

Tid: Onsdag den 31. marts kl. 19:00
Sted: Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Billetter: Tlf. 3374 3412
Bestil online, gem i din kaldender og læs mere om serien Eksperimental: 1920'ernes abstrakte film.