Emne + fortælling + kunstnerisk vision

KONSULENT. Frank Piasecki Poulsen har netop indtaget posten som ny konsulent for dokumentarfilm på Filminstituttet. For ham er den kunstneriske dokumentarfilm vigtig for vores demokrati, og han gav i sin tiltrædelsestale nogle bud på hvorfor.

Først vil jeg sige tak til dokumentarfilmrådet for at have indstillet mig, det tager jeg som en stor tillidserklæring. Og tak for al den opmærksomhed, jeg har fået i forbindelse med offentliggørelsen af min indsættelse!

Altså jeg er jo gammel aktivist. For mig handler det om at ville gøre verden til et bedre sted. Det tænker jeg, at vi er ret fælles om her. At det er derfor, vi overhovedet er her. De mennesker, der arbejder med dokumentarfilm, gør det af forskellige grunde og på forskellige måder. Men de laver dokumentarfilm, fordi de gerne vil bidrage til, at verden bliver et bedre sted at leve i. For det er i hvert fald ikke for pengenes skyld!

Jeg er enormt ydmyg ved at skulle træde ind i det her job og den her organisation, for man står jo på skuldrene af mange andre, som virkelig har gjort det godt. Danmark er verdensmestre i dokumentarfilm, og det er en hård én at skulle leve op til.

Jeg været i gang i et stykke tid, og jeg er virkelig, virkelig glad for at have Søren Tarp og Lone Hey på hver sin side til at hjælpe mig. Jeg tror, I begge to har været her siden jeg begynde at komme i huset for 20 år siden. I har en utrolig stor erfaring, det er dejligt.

Jeg tror, at især den kunstneriske dokumentarfilm er vigtig for vores demokrati, for den verden og for det samfund, vi lever i. Den kan noget helt særligt. Det handler om, at den måde, vi sanser på, er så meget mere nuanceret end den måde, vi opfatter på med hovedet

Hvad er det så, vi skal? Hvad er det så, det går ud på, det der med dokumentarfilm og kunst? Hvad kan dokumentarfilm som kunstform?

Man kan jo ikke sætte en formel op for den gode dokumentarfilm, men det er noget med emne + fortælling + kunstnerisk vision.

Hvis man skal lave en god dokumentarfilm, skal man brænde for sit emne, og det kan man gøre på mange forskellige måder. Man kan være nysgerrig og undersøgende eller ønske at sige noget helt bestemt. Der kan være 117 måder, men i bund og grund skal instruktøren være dybt optaget af sit emne.

Fortælling handler for mig om, at man som instruktør er optaget af sit publikum, og jeg synes det er meget vigtigt, at man vil publikum noget. At man laver film, der kommer ud og rammer nogle mennesker.

Når dét så bliver spændt op i en kunstnerisk vision, så kan film, der umiddelbart virker smalle, vokse og bliver universelle. Det er for mig der, filmmagien virkelig er.

Det er, når film som f.eks. Emil Næsby Hansens 'Skjold & Isabel', der handler om to 16-åriges kærlighedsrelation, også rammer mig, fordi den berører noget grundlæggende og universelt. Eller når Simon Lereng Wilmont laver en film i Ukraine med en bedstemor og en dreng i 'Olegs krig', og den får fortalt noget alment om livet og kærligheden. Det kan noget!

Jeg tror, at især den kunstneriske dokumentarfilm er vigtig for vores demokrati, for den verden og for det samfund, vi lever i. Den kan noget helt særligt. Det handler om, at den måde, vi sanser på, er så meget mere nuanceret end den måde, vi opfatter på med hovedet.

Det er jo sådan, at vi alle er det, vi på godt dansk kalder confirmation biased; vi er forudindtagede. Uanset om man er rød eller blå, grøn eller gul – når vi modtager fakta, som modsiger det, vi selv synes, er vi ikke særlig villige til at tage dem ind. Men når vi får nogle fakta, som bakker op om det, vi synes i forvejen, så siger vi "Ja, helt sikkert. Det er rigtigt det der!". Det tror jeg er et stort problem. Det er også derfor, at fake news har så gode vilkår i den globale medievirkelighed, vi befinder os i.

I den sammenhæng tænker jeg, at den kunstneriske dokumentarfilm kan noget. Fordi det er her, vi faktisk kan flytte på hinanden. Fordi sansningen er så meget mere nuanceret, og den er så meget mere uafviselig end fakta. Det er jeg meget optaget af.

Man kan sige, at vi i Danmark har været gode til at ville verden noget. Nogle har sagt "Ud at se med DFI" – at produktionsstøtte var en måde, man kunne rejse ud i verden på. Men det har der været gode grunde til, for vi har noget at byde på…

Vi har nemlig noget, som vi kunne kalde "det danske blik". Uanset hvor vi er i verden, er der en interesse for demokrati, for fællesskab, for humanismen. Der synes jeg, vi har en vigtig rolle at spille i verden med de film, vi laver.

Men der er jo også livet i Danmark og det danske publikum. Det synes jeg, at vi i højere grad skal være interesserede i og nysgerrige på. Vi har været optagede af at komme til festival i Amsterdam og sådan noget, men det der med at komme rundt i landet kan vi blive bedre til. Nogle gange behøver man ikke gå over floden efter vand. Der er lige så spændende historier i Sønderjylland som på Sri Lanka.

Danmark har som nation den perfekte størrelse og det overskud, der skal til, for faktisk at finde de løsninger som verden har brug for. Vi bakser jo med nogle af de samme problemstillinger som resten af verden: klima, flygtningestrømme osv. Måske er det tid til, at vi i højere grad vender det danske blik mod os selv.

Jeg ved, at jeg ikke her skal komme med kontante programerklæringer eller lave særlige invitationer. Men det bliver jeg alligevel nødt til, for nu har jeg været her i et stykke tid, hvor jeg har læst ansøgninger. Og jeg kunne godt tænke mig at invitere nogle flere kvinder til at søge og nogle flere med anden etnisk baggrund end dansk til også at søge Filminstituttet om støtte.

Tak!