"Vrede er aldrig uden grund, men det er sjældent en god én." Sådan sagde Indira Gandhi, der jo virkelig har følt vreden og måtte betale det fanatiske raseris højeste pris: døden.
Her til aften skal I se en film, der handler om den kærlighedsløse dogmatik, der avler død, om kærlighed, der skaber livsglæde, om massehysteri, der knuser liv.
"Vredens Dag" er fra første sekvens en mættet film, et kunstværk, hvor ingen scene eller panorering er uden mening. Det er en besættende, forfærdende og samtidig en fortryllende film, der virkelig fortjener status som klassiker.
"Vredens Dag" er en film, der på en og samme tid behandler den vanvittige vrede og gør os vanvittig vrede. For fundamentalismens vanvid lyser ud af de retskafnes øjne og gør os spændte, angste og anspændte af arrigskab over den tilsyneladende så kategoriske og dogmatiske enøjethed, der driver sit spil.
Samtidig hører "Vredens Dag" til den helt særlige kategori af film, som alle taler om, men få har set. Og hvorfor så det? Hvorfor taler vi om en film, der blev skabt for mere end 60 år siden? Hvorfor tager Filminstituttet et så fremragende initiativ og støver Dreyer af med en række nye udspil?
Det er der en helt enkel forklaring på: "Vredens Dag" er kanón. Derfor er den med i min kánon. For det er udelukkende værkets iboende, uforgængelige kvaliteter, der gør den til en film for alle tider, skabt om en tid, hvor Inkvisitionen brændte hekse, i en tid, hvor nazismen myrdede jøder og hvor kommunismen havde gennemført sine Moskvaprocesser. Og til sidst tilstår Anne sin skyld, just som de tilstod i Moskva. Og nu vises "Vredens Dag" atter i en tid, hvor fanatisme og dogmatik på ny slår liv ihjel.
I aften bekræfter vi så, at "Vredens Dag" er kanon. Vi bekræfter det, der kendetegner en kanon, som er en liste, hvor man opstiller dét fra fortiden, som man mener, bør fragtes ind i nutiden og bevares for fremtiden. Kanoniske værker taber ikke betydning gennem tiderne. De hober betydninger op.
Og nu er jeg så blevet bedt om at introducere aftenens visning af "Vredens Dag", fordi jeg har placeret "Vredens Dag" på min personlige filmkanonliste, og det er jeg selvfølgelig glad for. Det er jo en stor ære at blive fundet værdig til at tale om så stor en film skabt af så stor en mand.
Men så melder spørgsmålene sig jo også straks, når man forbereder en sådan tale. For hvordan skal man gribe det at give en introduktion til Dreyers "Vredens Dag" an?
Jeg kunne vælge den receptionsteoretiske vinkel og tale om Dreyers store betydning for dansk og europæisk film. Om hvordan han bjergtog Europa efter 2. Verdenskrig og fik fornemme anmeldelser i London, da "Day of Wrath", som den hedder dér, den 23. november 1946 som den første danske tonefilm havde premiere i den krigshærgede hovedstad.
Jeg kunne fokusere på de historiske omstændigheder, som filmen er skabt under, og gå i dialog med Dreyer om, hvorvidt hans film er en kommentar til nazismen eller ej. Selv benægtede han det, men har kunstneren altid det sidste ord?
Jeg kunne også vælge at gå den mere filmteoretiske vej. Jeg kunne tale om, hvordan Dreyer med sit fuldendte formsprog og sine karakteristiske karaktertegninger skaber et helt nyt, banebrydende filmsprog, der stadig markerer sig som noget helt særligt den dag i dag. Jeg kunne også vælge at tale om Rembrandts malerier og sammenligne den hollandske mesters maleteknikker med Dreyers fornemmelser for ansigter, kulisser og billedsprog.
Jeg kunne tale om kampen mellem generationerne. Om kvinders magt over mænd – og mændenes angst for kvinderne. Om Gud – eller det mennesket gør i Guds navn. Jeg kunne tale om det hele.
Og hvad betyder det så? Hvad betyder det, at temaerne står i kø? Det betyder, at filmen ikke er entydig, det betyder, at "Vredens Dag" tydeligt står distancen. For som alt anden god kunst er denne film heller ikke entydig, og personerne er ikke tableauer eller stillestående portrætter, der frasiger sig al mening ud over tiden, de er skabt i. De flytter sig, bevæger sig, ja danser ind og ud og mellem hinanden – mellem det gode og onde, vrede og glæde, lys og mørke.
Jeg kunne dvæle ved hovedpersonerne og give mit bud på en psykoanalytisk profil af den unge Anne, som genlever sin mor, hendes ægtemand, præsten Absalon, der er offer for sin dogmatik og sin tid og dennes søn, der til sidst bliver som sin far. Jeg kunne tage udgangspunkt i en læsning af den onde svigermor, der er magtmenneske. Men jeg vil i stedet fokusere på de usynlige. Dem, vi aldrig ser, men hvis stemmer vi hører: massen.
Massen er lyden af klokkerne, der kalder til dom over de mistænkte for hekseri. Denne lyd af Guds stemme på jorden brugt i fanatismens øjemed skaber den første grundstemning af uhygge i filmen og vender tilbage igen og igen i andre skikkelser.
Massen er den ansigtsløse pøbels taktfaste kalden på dødens ild på bålet, og den er massehysteriets krav på straf og død.
Vi ser aldrig massen i "Vredens Dag", men vi fornemmer den. Vi hører dens råb, vi mærker dens kraft, vi frygter dens ild, og vi forstår, hvor meget denne masse betyder for handlingsforløbet i filmen. Dens råb på retfærdighed, dens kalden på dom, dens forventninger til andres lidelser.
I hovedværket "Masse og magt" fra 1960 beskriver nobelprisvinderen i litteratur Elias Canetti massen – i betydningen hoben, pøbelen, flertallet, som han oplevede som en hærgende kraft i 30'erne.
I sin dialektiske forståelse af begrebet analyserer Canetti, hvordan massen både er magtfuld og afmagten selv, hvordan den på en og samme tid kan destruere ethvert grundlag lynhurtigt og lige så hurtigt skabe nyt.
Canettis syn på gruppedynamik i forhold til politiske bevægelser, religion og magt og dermed massens kompleksitet er tydeligt på spil i Dreyers værk. Når først almuekvinden Herlufs Marte og siden den unge Anne skal dømmes for at besidde mørkets kræfter, er massens tilstedeværelse så tydelig med dens karakteristiske taktfaste tilråb. Den kræver det af magten, som magten vil have den til at kræve.
Canetti skriver: "Et (…) gådefuldt (…) universelt fænomen er den masse, der pludselig er, hvor der ikke var noget før. Nogle få mennesker har måske stået sammen i en gruppe, fem eller ti eller tolv, ikke flere. Intet er bebudet, intet forventet. Pludselig er der sort af mennesker overalt. Flere strømmer til fra alle sider, det er, som om gader kun havde en retning."
Disse ord vækker tanker om nazismens bogafbrændinger og det massehysteri, som gav os flag- og ambassadeafbrændinger i vor tid. På tv ser vi ikke individer, mennesker, men massen. For i massen forsvinder vores individualitet og dermed vores personlige ansvar.
Men begår jeg nu vold mod Dreyers værk? Må jeg gerne læse Dreyers tidløse mesterværk ind i den aktuelle diskussion om vor tids fundamentalisme, og kan jeg tillade mig at trække linjer fra Dreyers film frem til nutidens fundamentalisme?
Det kan jeg, fordi fundamentalismens spor forfølger os over tiderne og over landene og vandene som et dogmatisk regelsæt, der sætter sin egen sandhed over mennesket, som det skete under Inkvisitionen i 1623, i Europa i 1930'erne og igen siden 2001. Stor kunst er jo tidløs og gælder til hver en tid.
Svaret ligger derfor i filmens uomtvistelige høje kvalitet og kanoniske status – og derfor er svaret: Ja! Man må gerne se Dreyers film som en påmindelse om den menneskelige drift og forførelse af flertallet. "Vredens Dag" bidrager således til at imødegå kærlighedsløsheden og magtfuldkommenheden.
Ligesom i "Vredens Dag" berøver de to afarter af massehysteri og fundamentalisme individet friheden til at tænke selv under et åg pålagt af den herskende mening og de dominerende fordomme. Så massebegrebet og fundamentalismen hænger uløseligt sammen både i "Vredens Dag" og i nutiden.
Dreyer viser os, hvordan mennesket til hver en tid kan fortabe sig i massens psykose. Det er en skræmmende og sand påmindelse, der bør vække til eftertanke over alt i vor verden.
Det er et grundvilkår for fundamentalismen, at den sjældent udlever, hvad den prædiker. Den religiøse fundamentalisme, der er til stede i filmen, har fuldstændig sluppet den kristne næstekærlighed. Den kristendom, der er tilbage, er blot præstens dogmatiske fraser, som selvfølgelig ikke kan tolerere, at Anne læser højt af højsangen, og derfor afbrydes hun af den magtfuldkomne svigermoder, fordi kærlighedens kristne ord er for oprørske. Dogmatikkens magter knægter livet, og kærligheden dømmes til døden, fordi den er uregerlig.
"Words without thoughts never to heaven go" har William Shakespeare engang sagt. Det er værd at huske, når man ser "Vredens Dag", som den tankeløshed, der nok kan sende andre til himlen, men næppe selv nå derop.
Til sidst vil jeg blot sige: rigtig god fornøjelse. "Vredens Dag" er virkelig et sandt mesterværk. Tak for "Ordet" … Og tak for "Vredens Dag".
I tilfælde af variationer mellem det skrevne og talte ord gælder det talte.