En familie får premiere

Fredag den 19. februar får Pernille Fischer Christensens "En Familie" verdenspremiere i Berlin.

"En familie" er den anden danske spillefilm med premiere i hovedprogrammet på Berlin International Film Festival. Tidligere på ugen havde Vinterbergs "Submarino" sin debut. Nu er scenen skiftet fra Københavns Nordvest-kvarter til byens pænere borgerskab.

"En familie" fortæller historien om Ditte, datter i en berømt bagerfamilie Rheinwald. Ditte er gallerist, har fart på og får tilbud om et drømmejob i New York. Sammen med kæresten, Peter, beslutter hun sig for at takke ja og rejse. Livet er sjovt. Alt kan ske. Men før hun når så langt, bliver hendes elskede og karismatiske far, bagermester og hofleverandør Rikard Rheinwald, alvorligt syg, og Ditte må ændre sine planer.

Jesper Christensen og Lene Maria Christensen spiller far og datter, og Pilou Asbæk er kæresten.

Kim Fupz Aakeson og Pernille Fischer Christensen har skrevet manuskript, og Sisse Graum Jørgensen og Vinca Wiedemann har produceret for Zentropa. Filmen får dansk premiere den 28. oktober.

Pernille Fischer Christensen vandt i 2006 en Sølvbjørn i Berlin for sin debutspillefilm, "En soap".

Lørdag den 20. februar afgøres det, om det bliver til danske bjørne i år. I alt 20 film deltager i årets hovedkonkurrence.

Læs også artiklen "Family Entanglements" af Liselotte Michelsen fra FILM#68 - på engelsk

Tags: