En kongelig affære til Berlin

BERLIN 2012. "En kongelig affære", Nikolaj Arcels store filmdrama om Struensee, Caroline Mathilde og Chr. VII er udtaget til hovedkonkurrencen på Berlin Filmfestivalen.

To danske spillefilm er med i Berlin Filmfestivalens konkurrenceprogrammer i år. Nikolaj Arcels "En kongelig affære" er inviteret til at deltage i hovedkonkurrencen, hvor den får verdenspremiere, og Simon Stahos "Magi i luften" er tidligere udtaget til festivalens konkurrenceprogram med ungdomsfilm, Generation 14plus. Festivalen afholdes fra 9. til 19. februar.

Nikolaj Arcels historiske drama tager udgangspunkt i det pikante og risikable trekantsdrama mellem den tiltagende sindssyge Christian VII, hans tyske livlæge oplysningsmanden og idealisten Struensee og den unge, men stærke, engelskfødte dronning Caroline Mathilde. Det er en gribende fortælling om et passioneret og forbudt kærlighedsforhold, som forandrede en hel nation – et drama om modige idealister, der kæmpede for frihed til det danske folk og risikerede alt. 

I rollen som Johann Struensee er Mads Mikkelsen tilbage i en dansk filmproduktion. Over for ham spiller den smukke, svenske skuespiller Alicia Vikander rollen som Caroline Mathilde, der i bekendtskabet med Struensee vokser fra ung, sårbar jomfru til en moden, samfundsbevidst kvinde. Filmens tredje store rolle som Christian VII. med det flakkende sind og det viltre temperament indtages af det unge talent Mikkel Boe Følsgaard, fjerde-års-studerende på Statens Teaterskole.

I andre roller ses Trine Dyrholm som den beregnende dronningemoder Juliane Marie, David Dencik som den religiøse og magtbegærlige Ove Guldberg, Bent Mejding som udenrigsminister J.H.E. Bernstorff, Cyron Melville som Struenses medsammensvorne Enevold Brandt, Thomas Gabrielsson som den fordrukne landadel Rantzau og Laura Bro som Caroline Mathildes trofaste husholderske Von Plessen.

Filmen er optaget i Tjekkiet med en enkelt afstikker til Dresden, og det historiske Christiansborg er blevet genskabt digitalt.

Nikolaj Arcel har skrevet manuskriptet sammen med Rasmus Heisterberg, som han tidligere har samarbejdet med om manuskripter til "Mænd der hader kvinder" og til sine egne tidligere film "Kongekabale", "De fortabte sjæles ø" og "Sandheden om mænd".
Louise Vesth, Sisse Graum Jørgensen og Meta Louise Foldager har produceret for Zentropa.

"En kongelig affære" har et budget på 47,7 mio. kr. og er støttet af Det Danske Filminstitut med 7,5 mio. kr. Filmen er produceret af Zentropa i co-produktion med Danmarks Radio, Film i Väst, SVT, Sirena Film Prauge og Den Vestdanske Filmpulje. Filmen er også støttet af SFI, Nordisk Film & TV-Fond, Ministerstvo Kultury Czech Republic, Mitteldeutsche Medienförderung, Eurimages og EU's MEDIA program.

Filmen distribueres af Nordisk Film Biografdistribution, og TrustNordisk står for internationalt salg. Der er dansk biografpremiere den 29. marts.

Overblik over de danske film på Berlin Filmfestivalen: www.dfi.dk/berlin