En søndag i Gloria

BIO-BESØG. Omfattende renoveringsarbejde hen over sommeren har forvandlet den lille kælderbiograf ved Rådhuspladsen til en moderne art cinema.

Den høje kælder med de smalle film har fået nyt udseende. I stedet for at drukne i Vester Voldgades brusende flod af taxaer og turistbusser, lyser biografen nu op med et iøjnefaldende neonskilt, der er svært at undgå selv på en solrig søndag i september.

GLORIA står der skrevet over indgangen til den gamle biograf. Og går man ned ad trapperne og ind af glasdøren, er det da også kun rådhusklokkerne og gadelarmen, der bliver dæmpet ned for. Biografen er med sine nymalede pastelfarver og nøgne glødelamper blevet et lysere sted at opholde sig.

Design med farver på

For enden af gangen møder man en nyrenoveret café, hvor to vægge er blevet slået ned for at give mere plads til borde og stole. På en af væggene er der gjort plads til anmeldelser af aktuelle film, trykt på papir i forskellige farver.

Biografens fokus på farver og lyse elementer er en del af stilen, der også indebærer en ny minimalistisk typografi, som stammer fra 1930ernes filmplakater og art cinemas.

Afsked med skovtapetet

Før håndværkere og grafikere i gang med forvandlingen af Gloria, var biografen blandt andet kendt for sit grønne skovtapet i caféen. Men med biografens nye stil har de gyldengrønne træer måttet lade livet til fordel for hvid maling.

"Både stamgæster og personale i Gloria har et tæt tilhørsforhold til biografen, og det har man kunnet mærke efter renoveringen. Heldigvis har alle, jeg har talt med, været ovenud positive for forandringerne, men der er stadig et par ansatte og nogle trofaste gæster, som har udtrykt deres nære forhold til skovtapetet, så den omskiftning har ikke været helt nem. Men jeg tror, de kommer over, at det ikke er her mere," siger Glorias ejer Anders Simonsen med et smil.

Art cinema'ens Imperial

Når billetterne er bestilt, og kaffen, der stadig skænkes fra kander, er hældt i kopper, kan man sætte sig til rette i en topmoderne biografsal. Filmfremviseren har fået nye objektiver og et større kolbehus, som tilsammen giver mere lys på lærredet, klarere farver og en bedre kontrast. Lydanlægget er blevet opgraderet og lærredet er nu buet i formen, som man kender det fra storfilmsbiografen Imperial. Det buede lærred gør billedet væsentligt skarpere, da det følger kurverne på filmfremviserens objektiver. Opgraderingen af lærredet og filmfremviseren betyder dog ikke, at der er amerikanske storfilm på vej til den lille biograf ved Rådhuspladsen.

"Det nye lærred betyder, at vi kan vise film af samme høje karat som før, blot i en kvalitet, som filmene fortjener. Selvom vi har moderniseret salen, kommer Gloria aldrig til at vise danske folkekomedier eller amerikanske blockbusterfilm. Vi tager film og publikum seriøst, men på en afslappet måde, og det tror jeg, renoveringen er med til at vise," siger Anders Simonsen.

Renoveringen af Gloria har modtaget 300.000 kroner i støtte fra Det Danske Filminstitut.