Er børn sikre på internettet?

Billede til artiklen Er børn sikre på internettet?
I dag tirsdag den 10. februar er det "Sikker Internet Dag". Dagen markeres over hele verden med det formål at sætte fokus på ansvarlig og sikker brug af internettet blandt børn og unge. Årets tema er "Børn og unges adfærd over for hinanden på net og mobil".

Digitalt børne- og ungdomsliv anno 2009
En ny undersøgelse, som Medierådet for Børn og Unge har udarbejdet i anledning af Sikker Internet Dag 2009, giver viden om, hvordan børn og unge håndterer hinandens privatliv på net og mobil. Undersøgelsen viser blandt andet, at 26 % af de 9-10-årige og 61 % af de 10-13-årige i dag har profiler på sites som Habbo, Arto og Facebook.

Se rapporten Digitalt børne- og ungdomsliv anno 2009.

I Danmark afholdes der landet over en lang række arrangementer. København byder bl.a. på kreativ workshop på Experimentarium, hvor børn i dagens løb kan bygge en fysisk model af internettet; i Århus kan børnene videoblogge og bygge robotter på kunstmuseet ARoS, og på Als kan de i hele vinterferien lave små film i animationsworkshoppen i Danfoss Universe og ved samme lejlighed vinde en mp3-afspiller.

Og så er der selvfølgelig også aktivitet på nettet. Der er eksempelvis en Xbox, et webcam og lækre mp3-afspillere på højkant i Medierådets landsdækkende Sikker Internet Dag onlinequiz, og på kampagnesitet "Tænk før du tagger", kan unge fra i dag deltage i aktuelle debatter og afstemninger, se kampagnespot og deltage i en landsdækkende quiz-konkurrence.

Se en samlet oversigt over de mange aktiviteter og læs mere om Sikker Internet i Danmark på www.sikkerinternetdag.dk.

Sikker Internet Dag bliver hvert år i februar fejret over hele verden. I Danmark er det Medierådet for Børn og Unge, der koordinerer de mange aktiviteter.


Nedenfor kan du se Medierådet for Børn og Unge's interview med to unge internetbrugere. Filmen er lavet med hjælp fra Kort- og Dokumentarfilmskolen http://www.filmkurser.dk/
Get the Flash Player to see this player.