Et klap til de skuldre, vi står på

NYT KOSMORAMA. Forskningsleder og redaktør af Kosmorama, Lars-Martin Sørensen introducerer det nye nummer af tidsskriftet, der i anledningen af Filmmuseets 75-års fødselsdag kipper med flaget for museets grundlæggere og viser, hvad man kan producere på baggrund af samlingerne.

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Men den er overalt, arven efter de dedikerede filmelskere, der i dag for 75 år siden slog dørene op for Det Danske Filmmuseum. Frugten af det arbejde, de satte i gang, har årligt millioner af brugere, både hertillands og internationalt.

Det er bare kun et fåtal, der ved, at de gør brug af samlinger af film, viden og genstande, der kun eksisterer i dag, fordi nogen i 1941 begyndte at inddrive og bevare filmhistorisk materiale for eftertiden. Men det gør vi, når vi eksempelvis læser en filmanmeldelse i et dagblad, hvor anmelderen bruger viden fra udklipsarkivet eller Filmdatabasen, eller når vi ser en Dirch Passer-film på tv eller en ældre dokumentar på DFI's streamingtjenester, som ville være gået tabt uden et filmarkiv, eller når vi tager ungerne med på Olsen Banden-udstilling i Viborg og ser Erik Ballings skrivemaskine, som opbevares i DFI's genstandssamling.

Fakta

kosmorama.org

Filmmuseet blev grundlagt 11. november 1941 og udgjordes af filmarkiv, bibliotek, udklipsarkiv, billed- og plakatarkiv samt biograf (senere Cinemateket) fra 1948/1949.

I dag er Filmmuseet en del af Det Danske Filminstitut med adresse i Gothersgade, København.

Udstilling & arrangement

På jubilæumsdagen fortæller Rasmus Thjellesen om Max Rée i forbindelse med visningen af "Rio Rita" fra 1926. 

Arrangementet er ganske gratis for alle.

Flere eksempler på Rées kunst kan ses på udstillingsskærmene i Cinematekets foyer fra 11. november og frem til 26. marts.

Masser af viden, rigtig mange film og mange, mange genstande af filmhistorisk værdi var gået tabt, hvis ikke nogen i tide havde sat en systematisk indsamling i værk. Og der blev ikke kun samlet ind fra Det Danske Filmmuseums dag ét, men også bagud; ned gennem filmhistorien, så det i dag er muligt at læse samtidige avisudklip om åbningen af Københavns første rigtige biograf, Kosmorama på Østergade. Den kørte sine premierefilmruller i 1904 og gav navn til Danmarks ældste filmtidsskrift, som såmænd også er et barn af Det Danske Filmmuseum.

Flere af de historiske film, der gennem de senere år har vakt opsigt, er blevet til på baggrund af research i ældre film. Martin Zandvliets roste "Under sandet" (2015) henter eksempelvis inspiration i Ole Palsbos dokumentar "Livsfare Miner" fra 1946. Godt, at nogen passede på den fra 1946 til 2015.

Dansk films forfløjne fugle

På den baggrund er det som Kosmorama-redaktør et uhyre taknemmeligt hverv at redigere et jubilæumsnummer, der kipper med flaget for Det Danske Filmmuseum. Det kræver ikke meget, vi ikke plejer at gøre. Kun at vi skruer lidt op for, hvordan samlingerne er den vigtigste kilde til vores artikler om dansk film.

Vi markerer jubilæet med to artikler om to af dansk films mere eksotiske og forfløjne fugle. Begge artikler er solidt funderet i grundforskning i DFI’s samlinger – ikke kun dem, men primært dem.

Production designer og førsteammanuensis ved Lillehammer University College, Rasmus Thjellesen, har været på research i DFI's helt enestående Max Rée-samling. Rée var den første dansker nogensinde, som modtog en Oscar. Han gjorde lynkarriere i 1920’ernes Hollywood, hvor han – ganske banebrydende – kom til at stå for både kostumedesign og scenografi i flere af tidens mest prangende udstyrsstykker. 

Max Rée var en celebrity, en modeskaber og den mand, der klædte Greta Garbo på. Max Rée-samlingen bugner af hundredvis af skitser og fotos, hvorfra vi har håndplukket en generøs buket af Rées raffinerede artwork til at illustrere Thjellesens artikel: Max Rée – en dansk pioner i Hollywood. Flere eksempler på Rées kunst kan ses på udstillingsskærmene i Cinematekets foyer.

Underlige Negermelodier og barbarisk Kolorit

Med ansættelsen af den ungarske instruktør Paul Fejos i midten af 1930’erne forsøgte Nordisk Film at genvinde fordums internationale storhed. Men Fejos’ danske spillefilm blev så fatale flop, at instruktøren nærmest flygtede fra København; helt til Madagaskar og Seychellerne for at optage film om de indfødtes sæder og skikke. Fejos’ filmekspeditioner er aldrig tidligere detaljeret beskrevet, så programredaktør i Cinemateket, Jesper Andersen, har måttet trawle adskillige arkiver i flere lande for at kortlægge Fejos’ færd og få fingre i de overlevende film fra ekspeditionen.

Men det er DFI’s Nordisk Film-samling og en særsamling efter ekspeditionens fotograf, Rudolf Frederiksen, der udgør rygraden i Andersens research. (Rudolf Frederiksen-samlingen indeholder faktisk også en rygrad – nemlig én fra en haj, der kan bruges som spadserestok – en lille souvenir fra turen). Artiklen, Tropisk Farvepragt, underlige Negermelodier og barbarisk Kolorit, placerer Fejos’ film i forhold til samtidens ofte groft racistiske ’safari-film’. Den er rigt illustreret med fotos fra de tropiske steder, Fejos besøgte.

Kosmoramas bidrag til jubilæumsfejringen består altså i at vise, hvad man i dag kan producere på baggrund af samlingerne. Det mener vi er den fineste måde at hylde mændene bag etableringen af Det Danske Filmmuseum på – ganske enkelt at demonstrere, at det, de satte i værk, lever videre, kan bruges og bliver brugt, også 75 år efter.

Og bonus…

Som en bonus genudgiver vi en lille mindeartikel for den længst siddende direktør for Det Danske Filmmuseum, Ib Monty, som døde i juni i år, et skarpt interview, hvor Monty tager bladet fra munden i forhold til både filmpublikum og de bevilgende myndigheder. Kunstmuseum, kulturhistorisk museum eller lagerplads for film branchen? stammer fra det Kosmorama, der markerede Filmmuseets 50-årsdag og er skrevet af filmhistoriker Carl Nørrested – og se nu bare, hvad vi fandt i udklipsarkivets mappe om Ib Monty!

monty_cn-(002)Ib Monty, direktør for Filmmuseet fra 1960 til 1997, tegnet af Carl Nørrested.