Eurimages-støtte til dansk koproduktion

Eurimages giver 1.640.000 kr. til den norsk-dansk-svenske koproduktion "Limbo". I alt tretten europæiske koproduktioner modtager støtte fra fonden.

"Limbo" er instrueret af norske Maria Sødahl, som er uddannet på Den Danske Filmskole. Filmen handler om Sonia, der sammen med sine to børn flytter fra Norge til den Caribiske ø Trinidad for at blive genforenet med sin udstationerede mand. Sonia har svært ved at finde sig til rette i sin nye rolle som medfølgende hustru i et overfladisk expatria-miljø og en fremmed kultur.

"Limbo" produceres af Signe Leick Jensen for Nimbus Film, SF Norge og svenske Bob Film. Filmen har modtaget koproduktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.

Eurimages
Eurimages er en støttefond under Europarådet. 90 procent af fondens midler går til støtte af europæiske koproduktioner, og målet er at fremme den europæiske filmindustri ved at anspore til samarbejde mellem producenter fra de europæiske lande. Fonden ønsker bl.a. at støtte film, der reflekterer den multifacetterede europæiske kultur, men samtidig viser de europæiske landes samhørighed.

Eurimages tildeler støtte fire gange om året. Man kan downloade ansøgningsskema og læse mere om kriterierne for at søge støtte på Eurimages' hjemmeside. Næste ansøgningsfrist er 7. december.

Tags: Eurimages