Fem danske film i konkurrence på Amsterdams Dokumentarfilmfestival

Pressemeddelelse26.
oktober 2004
Syv danske film deltager
i det officielle program, når Den Internationale Dokumentarfilmfestival i
Amsterdam, IDFA, den vigtigste dokumentarfilmbegivenhed på verdensplan,
afholdes 18.-28. november. Dansk film plejer at være flot præsenteret på
festivalen, men i år er der helt exceptionelt udvalgt fem film til
konkurrence.
Lars Johanssons "Den
tyske hemmelighed" og Jeppe Røndes "The Swenkas" vises i
hovedkonkurrenceprogrammet med produktioner af mere end en times varighed.
Her vil ca. 20 film kæmpe om Joris Ivens Prisen, der er opkaldt efter en
af de store instruktører i dokumentarfilmens historie. Den danske film
"Family" vandt for tre år siden prisen.
"Den tyske hemmelighed"
følger en dansk kvinde, der blev født i et amerikansk fængsel i Tyskland i
1946. I sin søgen tilbage til rødderne finder hun sandheden om sin mor og
afdækker en dramatisk historie om krig, kærlighed, flugt og fangenskab.
"The Swenkas" beretter om en lille gruppe Zulu-mænd i området omkring
Johannesburg i Sydafrika, som har gjort det til en livsstil hver lørdag at
smide deres overall, trække i det fornemste tøj og vise sig frem med stor
overbevisning. Michael Klints "Get a Life" og Nahid Perssons
"Prostitution bag sløret" er blandt ca. 20 film i festivalens
konkurrenceprogram for film af mindre end en times varighed, den såkaldte
Silver Wolf Competition, hvor vinderen modtager en Sølvulv.
"Get a Life" er en barsk
beretning fra Afrika om den dødelige sygdom Noma, der fører et frygteligt
sygdomsforløb med sig. Men det er også en film om Vestens dårlige
samvittighed, om primetime-tv, journalistik og etiske dilemmaer. I
"Prostitution bag sløret" skildrer en svensk kvindelig instruktør,
oprindelig fra Iran, to unge kvinders liv som prostituerede i Teheran. Et
liv hvor gadeprostitution i perioder kan afløses af time- til månedskorte
ægteskaber arrangeret med den lokale mullahs velsignelse.
I konkurrenceprogrammet
First Appearances deltager Max Kestners dokumentarfilm "Rejsen på
ophavet", hvor instruktøren med udgangspunkt i sit eget liv - skarpt
bevæbnet med humor, billeder og ord - undersøger forholdet mellem
tilfældet og skæbnen, mellem tidens ansigt og personlige
adfærdsmønstre.
I festivalens serie med
børnedokumentarfilm, Kids & Docs, hvor dansk film sædvanligvis er flot
repræsenteret, deltager to film, Laila Hodell og Bertel Torne Olsens
"Biernes by" og Jannik Splidsboels "Louise og Papaya - min usynlige
veninde".
I "Biernes by" fortæller
Oliver på seks år, hans venner og biavleren om årets gang hos
honningbierne, mens kameraet følger biernes liv helt tæt i den blomstrende
natur og i kubens mørke. "Louise og Papaya" beretter om Louise på otte
år, der har opfundet en usynlig veninde, som hun leger med, rejser med og
danser flamenco sammen med. Men for andre er det ikke helt så nemt altid
at forstå, hvad der sker.
Alle film er eller vil
senere indgå i Det Danske Filminstituts distribution på dvd eller video.

International
Documentary Filmfestival Amsterdam, IDFA: www.idfa.nl
For yderligere
oplysninger, kontakt: Det Danske Filminstitut
Anne Marie Kürstein,
3374 3609, kurstein@dfi.dkAnnette
Lønvang, 3374 3556, annettel@dfi.dk
Lars Fiil-Jensen, 3374 3559, larsf@dfi.dk
Joris Ivens
Competition"Den tyske hemmelighed"/"The German Secret", Lars
Johansson, Final Cut Productions"The Swenkas"/"The Swenkas", Jeppe
Rønde, Cosmo Film
Silver Wolf
Competition"Get a Life"/"Get a Life", Michael Klint, Zentropa
Real"Prostitution bag sløret"/ "Prostitution behind the Veil", Nahid
Persson, Cosmo Doc
First
Appearance "Rejsen på ophavet"/"Max by Chance", Max Kestner,
Barok Film
Kids &
Docs"Biernes by"/"The City of Bees", Laila Hodell/ Bertel
Torne Olsen, Frejas Børn "Louise og Papaya - min usynlige veninde"/"Louise
and Papaya", Jannik Splidsboel, Radiator Film