Hvis dokumentarfilmbranchen ikke fornyer sig, dør den. Og en af måderne, vi kan udvikle os på i Vesten, er ved at se mod underrepræsenterede områder i Afrika, Asien og Sydamerika. Det mener den syriske producer og festivaldirektør Orwa Nyrabia, som i januar 2018 tiltrådte stillingen som kunstnerisk leder af verdens største dokumentarfestival IDFA i Amsterdam med en klar målsætning om at skabe større inklusion og kunstnerisk diversitet i programmet.
Orwa Nyrabia besøgte i august Filminstituttet, hvor han så film og mødte danske dokumentarfolk, og i den anledning fik vi ham til at uddybe festivalens nye profil og udvælgelseskriterier.
Inklusion kræver en indsats
Som en række andre førende festivaler, herunder danske CPH:DOX, har IDFA underskrevet det såkaldte 5050 x 2020 løfte om at skabe en ligelig fordeling af køn i deres program. I 2018 nåede festivalens andel af kvinder op på 41 procent. "Det var højere end normalt, men stadig for lavt. Vi forsøger at presse antallet op," fortæller Nyrabia, der dog stræber efter en gennemsnitlig kønsbalance over en årrække frem for at nå en præcis kvote hvert år.
I samme ånd arbejder Nyrabia på at inkludere film fra andre dele af verden. Det kræver en målrettet indsats, fordi film fra ikke-vestlige lande ikke automatisk lander på hans bord.
"I vores team får vi en stor del af vores verdenssyn ved at rejse til festivaler og tage imod gæster fra vores egen del af verden, der har stærke institutioner som Det Danske Filminstitut. Hvis vi er dovne i vores arbejde, ender vi med kun at invitere film fra lande med god public service. Derfor mener jeg, at det er vores fremmeste opgave at gøre en indsats for at rejse ud og møde branchen i underrepræsenterede og underfinansierede regioner," siger Nyrabia.
De sydlige lande var allerede bedre repræsenteret ved sidste års festival, men vesteuropæiske film udgør stadig langt den største andel, efterfulgt af film fra Nordamerika og Østeuropa. Tilsammen udgør europæiske og nordamerikanske film 70 procent af programmet.
"Det er en realitet, at disse regioner producerer langt flere film og har en mere stabil tradition for dokumentarproduktion. Men jeg synes, det er uacceptabelt på en stor festival som IDFA kun at have 4 film fra det afrikanske kontinent ud af festivalens 250. Selv om jeg ikke har kontrol over størrelser som afrikansk politik, økonomi eller filmproduktion, må vi alligevel kunne gøre det bedre."
"Vi arbejder ikke med kvoter, men jeg vil gerne invitere alle til at støtte den nye bølge af filmskabere i landene mod syd, som prøver at tage ejerskab over deres egen fortælling. Som prøver at finde en platform til at udtrykke deres egen virkelighed og historie i stedet for at blive i smerten over at føle sig misrepræsenteret og usynlig," siger Nyrabia.
Festivaler kan ikke se passivt til
Kulturfestivaler undskylder ofte manglende ligestilling med, at de jo ikke styrer udbuddet og må vælge mellem de film eller kunstnere, der nu engang er. Men det argument anerkender Nyrabia ikke.
"Det er sandt, at festivaler ligger for enden af fødekæden, men alle led har mulighed for at påvirke den. På en festival som IDFA, der også har et omfattende brancheforum for finansiering og uddannelse og en platform til talenter, har vi et stort ansvar. Vi kan ikke bare passivt vente på, hvad der bliver produceret, og så håndplukke derfra."
Festivallederen mener, at der er mange film at vælge imellem, især fra Latinamerika, men også fra fx Indien, Kina, Malaysia og Indonesien. Men vi er ikke åbne nok i Vesten. Mens han fx ser de danske filmskoleafgangsfilm hvert år, opdagede han først for nylig, at den profilerede instruktør Gaston Kaboré fra Burkino Faso har ledet en filmskole i Ouagadougou siden 2005.
"Hvorfor vidste jeg ikke noget om, hvad der skete på den filmskole? Fordi de ikke har samme støttesystem, der producerer et dvd-bokssæt, eller et kommunikationsteam, der sørger for, at de film lander på mit bord. Derfor er det min opgave at grave dem frem."
En anden udfordring er ifølge Nyrabia, at mange filmskabere fra udviklingslandene ikke føler sig respekteret af de vestlige festivaler.
"Der ligger en årtier lang bitterhed over at føle, at de europæiske festivaler kun er interesserede i deres film, hvis de falder ind under en særlig aktuel menneskeretsproblematik. De føler, at de ikke bliver respekteret som ligeværdige filmskabere."
Vi har brug for ny inspiration
Når det kommer til produktionen af dokumentarfilm, ser Nyrabia koproduktioner og finansielle støtteordninger som en vigtig vej til at fremme filmproduktionen fra fattigere dele af verden.
Han er bevidst om de økonomiske udfordringer, fordi mange europæiske lande som følge af en politisk højredrejning i de seneste ti år har fået beskåret budgetterne til koproduktioner, som han siger. Men når det faktisk lykkes at etablere samarbejder mellem nord og syd, opfordrer Nyrabia vestlige filmproducenter til at udvise åbenhed over for andre måder at skabe film på.
"Tag ud og mød folk, se deres projekter, og lad være med at tro, at instruktører, der laver film på en anden måde, gør det forkert eller har brug for at blive 'korrigeret'. De kan tværtimod være med til at inspirere os."
Nyrabia mener, at vi i Vesten er blevet så dygtige til at producere effektivt fortalte dokumentarfilm efter Aristoteles' berettermodel, at filmene risikerer at blive skabelonagtige.
"Man kan næsten altid kigge på sit ur to tredjedele inde i filmen og konstatere, at nu kommer klimakset," siger han polemisk. "Der er en fare for, at stærkt håndværk gør kunstarten mere mekanisk og får den til at miste sin oprigtighed, og det synes jeg præger mange film fra lande med en høj produktion. Derfor har vi brug for at få udfordret vores stærke håndværkstradition, og det kan kun ske gennem åbenhed over for andre måder at skabe film på. For mig handler det om overlevelse: Den eneste måde, vores dokumentartradition kan overleve på, er at udvikle sig."
For Nyrabia handler diversitet nemlig ikke kun om køn og geografi, men i sidste ende også om kunstnerisk udtryk. I udvælgelsen af film leder han først og fremmest efter "oprigtighed og kunstnerisk originalitet" – film der tør eksperimentere, og hvor instruktøren har gravet dybt i sin motivation for at skabe filmen.
"Jeg kan ikke stoppe kommercialiseringen af dokumentarfilm, og den har en plads i verden. Men det er ikke, hvad jeg leder efter. Jeg leder efter film, hvor jeg kan mærke instruktørens følelsesmæssige forbindelse til den."
Leveringsdygtig dansk dokumentar i høj kurs
Nyrabia beskriver danske dokumentarfilm som generelt meget vellavede og er ofte imponeret over både klipning, dramaturgi og postproduktion. Nogle gange føler han sig dog, i øjeblikket, forført af den effektive og medrivende fortælling i en sådan grad, at han bagefter har svært ved at vurdere filmens dybere kvaliteter – hvad filmen egentlig har på hjerte.
Han roser de danske klippere for at have været med til at udvikle dokumentargenren globalt og mener, at dansk dokumentar spænder vidt fra det klassisk observerende til det kunstnerisk modige og grænsesøgende.
"Danmark er blandt de meget aktive dokumentarlande, der leverer gode film. Som sagt udvælger vi ikke film efter kvoter, og jeg forventer ikke, at vores kriterier betyder færre danske film på programmet. Jeg håber bare, at der kommer bedre film alle steder fra."