Film fra Dronningens unge år

FEJRING. Gennem hele Dronning Margrethes liv har filmkameraer fulgt hende. I anledning af hendes 80-års dag har Filminstituttet digitaliseret en række film, som både tegner et portræt af den unge dronning og skildrer verden af i går.

Naturligvis er der kareter, gardere, røde løbere og fornemme omgivelser i filmene fra Dronning Margrethes barndom og ungdom. Det royale liv er i fokus i de nydigitaliserede film fra Filminstituttets arkiver. Men samtidig tegner filmene et tidsbillede af det almindelige Danmark i forrige århundrede. Her er kvinder i 60’er-kjoler, børn med grydeklip, pressefotografer, der fumler med filmruller, og reklamer for Jolly Cola og ’Folio – en brandgod cerut’. Det er ikke kun et historisk Danmark, man oplever i filmene: Der er også rejsereportager i flotte, mættede farver fra Sydamerika, Asien og Canada.

Filmene er fra perioden 1940-1976, og de er samlet i temaet 'De omvæltende år i Dronningens liv' på streamingsitet ’Danmark på film’. Thomas Larsen, der er politisk kommentator på Berlingske Tidende og forfatter, fortæller i temaet om den unge prinsesse Margrethe, og hvordan hendes livsbane med et slag tog en ny retning i 1953, da tronfølgeloven blev ændret. 

Filmsamling og tema

Dronning Margrethe fylder 80 år den 16. april. I den anledning præsenterer vi temaet 'De omvæltende år i Dronningens liv'. Det ligger på streamingsitet 'Danmark på film' og rummer 15 film og filmklip, som er gratis at se.

”Filmene minder os om, at Dronningen ikke fra første færd var den stærke regent, hun er blevet,” skriver Thomas Larsen. ”Det er kommet til hende i takt med, at hun er vokset sammen med sin livsgerning. Dermed blotlægger filmoptagelserne indirekte også en del af styrken og sårbarheden ved et kongehus. Det er unikt, at en stor del af befolkningen følger en enkelt families liv. Det knytter bånd og skaber identitet. Og det får mange til at acceptere en praksis, de normalt ville afvise – nemlig at kongemagten og privilegierne går i arv. Sårbarheden handler om, at monarkiet netop hviler på en enkelt familie, og hver gang kæden i det 1000 år gamle monarki skal forlænges, er der meget på spil.” 

I familiens skød

Filmene i temaet kan deles op i tre grupper. Den første er filmoptagelser fra Dronningens barndom og helt unge år. Her ser vi hende bl.a. som baby sammen med sin farfar Kong Christian X, og vi er med på havnekajen, hvor den cirka 10-årige Margrethe er ved at gå til af forventning, da hendes far kommer hjem fra rejse. Og så bliver vi inviteret indenfor på Amalienborg til stilig eftermiddagste.

Rejseliv

Næste gruppe i filmsamlingen er en håndfuld film fra 60’erne. Det er reportagefilm, hvor vi følger i hælene på prinsesse Margrethe, der rejser til bl.a. Thailand, Cambodia, Hong Kong, Japan, Mexico, Venezuela, Brasilien, Argentina og Canada. I reportagen fra Latinamerika er det prinsessen selv, der speaker en stor del af filmen, og det giver en sælsom oplevelse af at være på sightseeing med royal rejseguide.

De store mærkedage

18-års fødselsdag, forlovelse, bryllup – og indsættelsen som regent. Det er fokus i den tredje gruppe af film i samlingen. Det er optagelser fra mærkedage, som er del af danmarkshistorien. I forbindelse med sin 18-årsdag skulle Margrethe for første gang træde ud på balkonen som hovedperson, skriver Thomas Larsen i temateksten på ’Danmark på film’. Hun havde stået på balkonen mange gange, men nu var de fremmødte på pladsen mødt op for at hylde hende. Dronningen har senere fortalt, at hun følte, at hun skulle passere en afgrund, da hun skulle tage det lille skridt derud. Hun har også fortalt, hvordan hendes far søgte at hjælpe hende:

”Du skal gøre sådan,” sagde han og viste med hænderne, at danskernes hilsen gik ham til hjertet. Han forsøgte at lære datteren samme enkle bevægelse. ”Han viste mig, at jeg også skulle komme folk i møde og ikke trække mig ind i mig selv. Han viste mig, at der finder en varm udveksling sted mellem folk på pladsen og os oppe på balkonen.”

Seks af filmene i temaet er produceret af Laterna Film, og Filminstituttet takker Nordisk Film for tilladelse til at vise dem på 'Danmark på film'. 

Man kan se mange flere historiske film og klip om både Dronningen og den øvrige Kongefamilie på 'Danmark på film':

Se film om Kongefamilien

Læs artikel om Dronningens unge år i Berlingske Tidende
 

For mere info kontakt

Lisbeth Richter Larsen
Redaktør og projektleder
Tlf. +45 3374 3546
lisbethrl@dfi.dk