Film og kvindekamp

INTERVIEW. Rødstrømpebevægelsen fejrer 50-årsjubilæum, mens anden bølge af #MeToo raser. I anledning af Cinematekets fejring af en af danmarkshistoriens mest gennemgribende græsrodsbevægelser har vi talt med en feminist fra hver sin generation, instruktør Mette Knudsen og debattør Emma Holten, om hvilken rolle film kan spille i samfundsforandringer.

"Den mest filmende af alle græsrodsbevægelser." Sådan beskriver instruktør Mette Knudsen rødstrømpebevægelsen, som hun selv var en del af som både aktivist og filmskaber. Som ung instruktør blev hun hurtigt bevidst om filmmediets mobiliserende potentiale og tog i selskab med kolleger som Janne Giese, Vibeke Pedersen, Li Vilstrup, Dola Bonfils og Elisabeth Rygård kameraet på skulderen, når kvinderne gik på barrikaderne for lige vilkår mellem mænd og kvinder. Knudsen stod også sammen med Vilstrup og Rygård bag verdens første spillefilm med udelukkende kvinder bag kameraet, 'Ta' det som en mand, frue' fra 1975, der vakte opsigt i hele verden.

Den 26. oktober fejrer Cinemateket rødstrømpebevægelsens 50-årsjubilæum ved netop at vise tre af disse danske film, der var med til at dokumentere historien: Janne Gieses reportagefilm 'Kvindefestival '74' om verdens første kvindefestival i København, Vibeke Pedersens 'Femø 1971' om den første kvindelejr, og Mette Knudsens 'Rødstrømper – en kavalkade af kvindefilm' fra 1985, der samler klip fra bevægelsens start.  

Efter visningen vil Mette Knudsen, Janne Giese og Vibeke Pedersen debattere kvindebevægelsen før og nu med en af den yngre generations mest markante feminister, debattør og kønspolitisk rådgiver Emma Holten. Som opvarmning til arrangementet har vi sat 77-årige Knudsen og 29-årige Holten i stævne til en samtale om kvindebevægelsen på tværs af generationer og om, hvilken rolle film kan spille i samfundsforandringer.  

Hvad ser I som de største forskelle og ligheder på kvindebevægelsen for 50 år siden og nu?

Mette Knudsen: "Den største forskel er, at rødstrømpebevægelsen havde hovedfokus på økonomiske, politiske og sociale forandringer. #MeToo, nutidens mest markante bevægelse, har hovedvægten på seksuelle krænkelser, og hvordan man kan stoppe dem. Men her er også mange ligheder, for begge bevægelser kæmper for kvinders ret til at bestemme over deres krop. Vi kæmpede i rødstrømpebevægelsen for at være seksuelle væsner uden at blive beskyldt for at være forsuttede bolsjer, og begge bevægelser bryder også tavsheden angående 'privatlivets hellige fred'. Vi brugte sloganene 'Gør det private politisk' og 'Gør det private offentligt', for i det øjeblik det blev offentligt, blev det politisk. På samme måde står kvinder i dag frem med deres private oplevelser på sociale medier."

Historien er forvrænget

Emma Holten: "Noget af det mest forstemmende som yngre feminist er, at når man læser de gamle tekster fra rødstrømpebevægelsen, står det klart, at vi stadig kæmper for det samme. Jeg startede mit aktivistiske arbejde med at blive udsat for et seksuelt overgreb og kæmpe for retten til at blive respekteret og ikke blive udskammet. Det er jo samme problem og samme retorik som rødstrømpernes. 

Film var vores internet – det var den eneste måde, vi kunne se, hvad der foregik, og hvordan kvinder levede i andre lande.

- Mette Knudsen

Mange af de landvindinger, som rødstrømperne gjorde omkring fx aftabuisering af nøgenhed, er vi nødt til at kæmpe for igen. Jeg kan huske, da jeg fortalte min moster, som var ung i 70'erne, at mit liv noget nært var blevet ødelagt af, at jeg havde taget nøgenbilleder, som var blevet offentliggjort. Hun var rystet, for i 70'erne var de jo altid nøgne og havde nøgenbilleder af hinanden hængende hjemme i stuen. 

Kvinderne masede sig ind

Tror I på, at film kan flytte holdninger og forandre verden? 

Mette Knudsen: "Film har en kæmpe kraft, fordi de påvirker alle sanser samtidig. Jeg erfarede selv, at film havde stor betydning i 1970'erne. Jeg var med til at starte en biograf i Kvindehuset, hvor vi viste såkaldte kvindefilm fra hele verden. I 1976 var jeg bl.a. sammen med Janne Giese med til at arrangere en international kvindefilmfestival i København, og kvinderne strømmede til. 

Det var en så anderledes og helt vidunderlig oplevelse at kunne vælge og vrage mellem stribevis af film, der handlede om vores egne livsbetingelser, når vi til hverdag var vant til, at 99 procent af alle film ikke handlede om os. Film var vores internet – det var den eneste måde, vi kunne se, hvad der foregik, og hvordan kvinder levede i andre lande. Filmene gav os mod, fordi vi kunne se, at vi ikke var alene, og at der var andre, der turde handle. Derfor var film med til at styrke den globale bevægelse."

Emma Holten: "For mig er en af aktivismens vigtigste opgaver at vise alternativer til det samfund eller den kultur, vi lever i. En norm kan være så stærk, at man slet ikke kan forestille sig, at noget kan være på en anden måde. Jeg tror, at man er nødt til at se noget for sig, før man kan tro på, at det kan ske. Her kan filmmediet spille en rolle ved at vise andre liv og andre måder at tænke på. Fx at du kan leve i et samfund, hvor kvinder opfører sig på en måde, du ikke troede var mulig."

Mette Knudsen: "Jeg oplevede, at 'Ta' det som en mand, frue' (der bl.a. i en lang drømmesekvens viser et samfund, hvor kønsrollerne er byttet rundt, red.) havde en kæmpe indflydelse. Filmen kom rundt på over 25 festivaler, og folk skreg og hvinede i salen. Bl.a. beskriver Politiken i en reportage fra Berlin-festivalen i 1975, hvordan 1500 tilskuere masede sig forbi kontrollørerne og ind i salen og satte sig overalt på gulvet, da der ikke var flere pladser. Arrangøren sagde, at de aldrig havde oplevet noget lignende. Efterfølgende blev filmen udlejet i Tyskland i 30 år, og for nylig var vi i London og vise den til 8. marts. Så film kan have et langt liv og stor betydning, hvis de siger noget, der griber ind i folks livsbetingelser. Problemet er, at mange film bliver noget lala-underholdning, der er bagt på samme surdej."

Her kan filmmediet spille en rolle ved at vise andre liv og andre måder at tænke på.

- Emma Holten

Ja, film kan vel også have en negativ indflydelse?

Emma Holten: "Efter #MeToo er det blevet moderne med kvinder i USA, og nu skal superheltefilm fx have kvinder i hovedrollerne. Det er det fænomen, man i feminismen ville kalde "add women and stir": du har den samme dej, og så putter du bare kvinder ind i den. For mig er det røvsyg feminisme. Det spændende ved feminisme er netop, at det udfordrer vores værdisæt. Rødstrømpebevægelsen startede fx en diskussion af, hvilke liv vi gerne ville leve, og hvad vi ville bruge tid på. Hvis man i en amerikansk blockbuster bare sætter kvinder til at skyde en masse nazister i stedet for en mand, udfordrer man ikke de værdier og magthierarkier.

Når jeg som helt almindelig dansk kvinde går i biografen, er der stadig ekstremt lille chance for at se en film, der viser kvinder som handlende agenter, tænkende mennesker og forskelligartede figurer. Jeg tænker ofte, om filmskaberne er klar over, at kvinder har en personlighed? Det står simpelthen så dårligt til med en bred og ærlig repræsentation af kvinder. Problemet er også, at film om kvinder opfattes som kønnede, mens film om mænd opfattes som neutrale film. Det tror jeg også er grunden til, at kvinder gerne ser film med mænd i hovedrollerne, mens få mænd går ind og ser film med kvinder i hovedrollen."

Ensomt at være feminist i dag

50 år efter rødstrømpebevægelsen står vi nu midt i anden bølge af #MeToo. Hvad tænker I, at feminister på tværs af generationer kan lære af hinanden?

Emma Holten: "Jeg synes, det er vigtigt at tale om, hvor hårdt psykisk det er som feminist i Danmark hele tiden at få at vide, at man er sindssyg, hysterisk, irrationel. At man kun tænker på sig selv og har brug for opmærksomhed. Hvis man overhovedet interesserer sig for køn, er man en besværlig person. Man er ikke en fed person. Man ødelægger alt det sjove.

Derfor er det for mig også surrealistisk at se alt det, der sker nu med #MeToo. Jeg har i seks år sagt, at vi har et strukturelt problem med sexisme i Danmark, og for det er jeg blevet latterliggjort, ydmyget, nedgjort og udstødt fra det gode selskab. Nu vælter sagerne frem, og det viste sig, at jeg havde ret. Jeg ville ønske, at jeg sad med en tilfredsstillende følelse, men mest af alt føler jeg mig retraumatiseret af de år, jeg har været igennem."

Emma Holten, foredragsholder og rådgiver, startede en debat om digitale seksuelle krænkelser tre år inden #MeToo. Foto: Peter Stanners

Mette Knudsen: "Du kan roligt være tilfreds. Mange af os fra rødstrømper har da også været deprimerede i de mange år, hvor det har været tabu at tale om feminisme og ligestilling. Men vi er nødt til at se på os selv i et større perspektiv.  Det, der har båret mig igennem de hårde år, er den kæmpe eufori, vi følte i 70'erne. Allerede dengang tænkte jeg, hvor heldig jeg var, at jeg var ung lige nu, hvor alting sydede og boblede. Vi brugte 24 timer i døgnet på at tænke på kvindekampspørgsmål, og vi følte, at vi var med til at skabe kæmpe forandringer, og at kun himlen var grænsen. Den følelse sidder i mit dna."

Har du trods alt også følt det, Emma? 

Emma Holten: "Ja, der har været øjeblikke, fx da loven blev ændret i Danmark til fordel for digitale ofres rettigheder. Eller små ting, som at jeg pludselig ikke var den eneste, der prøvede at støtte op om et offer i et kommentarspor på Facebook. Mange af de kvinder, der går forrest i #MeToo er yngre end mig, og jeg fornemmer, at det har betydet noget, at vi var nogle, der tog slagene."

Mette Knudsen: "Mit indtryk er også, at en af grundene til, at det har været så hårdt for dig, er, at du har stået alene. Vi organiserede os i basisgrupper, og det var en enorm styrke."

Emma Holten: "Ja, jeg har følt en stor ensomhed. Selvfølgelig er jeg mødtes med andre feminister, men vi har ikke haft basisgruppen og hele det fællesskab. Min generation er vokset op i en meget mere individualistisk kultur, hvor der er en opfattelse af, at stærke mennesker gør ting alene. 

Rødstrømpernes døtre har ikke villet se sig selv som ofre, men kæmpet sig til tops på mændenes præmisser. Det har været et tabu at sige, at der er noget galt med kønsstrukturerne i det danske samfund, og mange kvinder har for at beskytte deres karriere insisteret på, at alt er fint. Jeg har fuld forståelse for, at det er svært at stå alene. Derfor er det også et vigtigt skridt, at kvinder her i anden bølge af #MeToo kan skrive under på en underskriftindsamling om, at sexisme eksisterer, uden at der bliver fokus på den enkelte kvinde personligt."

Hvad er den største misforståelse, I har mødt som feminister?

Emma Holten: ”Det en misforståelse, at det bare er gået fremad for kvindekampen. Ligesom mange andre feminister i min generation har jeg fået at vide, at der var ligestilling i Danmark, fordi vi har haft rødstrømperne. Og så er vi kommet ud i samfundet og haft oplevelser, der har fået os til at forstå, at det overhovedet ikke var tilfældet."

Mette Knudsen: "Det er en katastrofe, at der i årtier har været en fortælling om, at ligestilling er noget, vi har styr på i Danmark. Den fortælling er blevet gentaget igen og igen sammen med fortællingen om, at rødstrømperne var grimme, hadede mænd og garanteret var lesbiske alle sammen. Der er sket en historieforvanskning, og det er faktisk derfor, jeg lavede min film 'Vejen er lang – om Kvindebevægelsens historie’, fortalt af kronvidnerne. Jeg ønskede at overlevere et historisk korrekt billede til eftertiden – at riste en rune."

Se 'Femø 1971' og 'Rødstrømper – en kavalkade af kvindefilm' og flere andre film om kvindekamp gennem tiden på streamingsitet Danmark på film.

Se også:

Tags: Cinemateket