Film til de unge skal også have pris

NY FILMPRIS. European Film Academy retter deres spotlight mod det unge publikum med en ny filmpris, der får sin helt egen fejring hvert år i juni. Prisen blev præsenteret i Berlin ved en paneldiskussion om netop børnefilm.

Under den legende overskrift "This Is not a Children's Film" mødtes medlemmer af Berlinalens internationale jury for børne- og ungekonkurrencen onsdag til en uformel paneldiskussion om denne særlige genre, der ikke er så nem at få hold på. 

Medlem af juryen i år er også filmkonsulent Rasmus Horskjær, der sammen med kollegerne fra Skotland, Tyskland, Peru og Australien indkredsede udfordringer, kunst og kvalitet i forhold til det unge publikum, med festivalleder Maryanne Redpath som moderator.

De fem panel-deltagere

Marc Cousins
Dokumentarfilminstruktør, forfatter og festival programmer
(Skotland)

Frieder Schlaich
Instruktør, producer og distributør
(Tyskland)

Marité Ugas
Instruktør af "El Chico Que Miente"
(Peru)

Maxine Williamson
Kunstnerisk leder af Asian Pacific Screen Academy
(Australien)

Rasmus Horskjær
Filmkonsulent for børne- og ungdomsfilm, DFI
(Danmark)

www.berlinale.de

De fem paneldeltagere talte med udgangspunkt i egne, ofte meget forskellige erfaringer. Den peruvianske instruktør Marité Ugas kunne således fortælle om problemer med censur, der gør det svært for et ellers sultent, ungt publikum at se film på det sydamerikanske kontinent.

Men én erfaring gik dog igen: Genren nyder stadig langt mindre prestige end film for voksne. Som den skotske dokumentarist Marc Cousins bemærkede, er film for børn og unge stigmatiserede som andenrangs. De skal være "opbyggelige", og blandt mange instruktører har det den kedelige konsekvens, at fantasi og fortællekraft, der kan åbne mod ukendte, humoristiske, og gerne voldsomme verdener, ryger ud med badevandet.

Paneldebatten var således en passende introduktion til Det Europæiske Filmakademis nye pris, der skal fejre børne- og ungdomsfilm i Europa, og som blev introduceret efter debatten.

Young Audience Award i juni i København

The Young Audience Award bliver en del af EFA's årlige prisoverrækkelse, der som bekendt gav stor hæder til dansk film i december. Men prisen får sin helt egen ceremoni for at skabe en særlig opmærksomhed omkring en genre, der ofte bliver klemt, og som Det Europæiske Filmakademi længe har villet give et statusløft.

Hvert år, på den anden søndag i juni, vil tre nominerede film blive vist for et ungt publikum (10-13 år) i seks europæiske byer, blandt andet i København, hvor de unge voterer om den bedste film. I år finder arrangementet sted den 10. juni.

"Det er meget opløftende, at EFA med den nye pris fokuserer på filmkunst for børn og unge. Det kan være med til at skabe mere hype omkring film rettet mod fremtidens publikum," siger DFI's direktør Henrik Bo Nielsen i en kommentar. De øvrige deltagende byer er Amsterdam, Beograd, Erfurt, Stockholm – og Torino, hvor selve prisoverrækkelsen i år finder sted.

Se akademiets pressemeddelelse på europeanfilmacademy.org.


Er Clockwork Orange for unge?

Hvad er egentlig en god film for børn og unge? Paneldeltager og filmkonsulent Rasmus Horskjær har sin helt egen internationale top 5.

1. E.T., Steven Spielberg

Uomgængelig. Familiefilm møder sci-fi, og sød musik opstår. Jeg var 11 år, da jeg så den, og jeg græd i al hemmelighed. Spielberg har om nogen forstået at holde kontakten med barnet i sig selv. Han har realiseret sine egne drengedrømme på stribe.

2. Find Nemo, Pixar

Egentlig er handlingen som i børnefilm, når de er værst. Mor er død, og far er alene om at opfostre sin eneste søn. Men i dette tilfælde er den samspilsramte familie bare ikke mennesker, men klovnefisk. Skiftet til en farvestrålende oceanisk arena gør, at fortællingen ikke bliver kvælende intim. Et eventyr med masser af identifikation. Morsom og rørende for både børn og voksne.

3. Lad den rette komme ind, Tomas Alfredsson

Mange børne- og ungdomsfilm vil gerne beskæftige sig med svære temaer som mobning og ensomhed. Ofte løfter filmene sig ikke over deres eget tema. Her lykkes det. Kulden, sneen og de golde boligbliokke udgør en kuldslået baggrund for den fascinerende historie om det spirende sjælefællesskab mellem to vidt forskellige outsidere. Vampyr-socialrealisme, som fængsler og vækker stærke følelser.

4. Bugsy Malone, Allan Parker

Jeg elskede Bugsy Malone som barn. Den var dramatisk, rørende og musikalsk. Jeg synes, det er visionært at lave en gangstermusical med børn i alle hovedroller og flødeskum i stedet for patroner i Thompsons maskinpistoler. Jodie Foster i rollen som divaen Tallulah brænder gennem lærredet. En klassiker.

5. A Clockwork Orange, Stanley Kubrick

Filmen var ikke lavet som en ungdomsfilm, selvfølgelig. Men man kan se den som en rabiat, coming-of-age-historie i et absurd sci-fi univers. Når man er rung, står man i modsætning til det eksisterende og har et stærkt ønske om at eksperimentere og provokere. Film bør være allieret med de følelser.