FILM-X tager til Fyn

Skoleelever i Odense, Svendborg og på Ærø får i den kommende tid mulighed for at prøve kræfter med selv at producere film, når FILM-X ON THE ROAD rejser rundt i landet.

FILM-X, der giver indblik i filmens magiske tilblivelse, har de seneste syv år tilbudt filmundervisning i faste studier i Filmhuset i København.

I 2008 blev konceptet udvidet med et mobilt studie, FILM-X ON THE ROAD, så flere skoleelever kan få personlig erfaring med at fortælle med levende billeder. Efter verdenspremieren, som fandt sted i London, gik turen til Århus og senere til Åbenrå.

FILM-X ON THE ROAD i funktion
I FILM-X ON THE ROAD producerer skoleeleverne på to timer deres egen film. Studiet består af en rigtig bil med baggrundsprojektion i bagruden. Eleverne vælger mellem forskellige baggrundsfilm, der danner rammen om deres egne historier. I hold instruerer de, spiller skuespil, filmer, klipper samt tilføjer musik og effektlyd. Når produktionen er færdig, bliver den fremvist, og eleverne får deres egen film med hjem på dvd.

Besøget giver en god oplevelse og personlig erfaring med at fortælle i levende billeder. Det styrker den enkeltes medieforståelse og udfordrer kreativitet og samarbejdsevner.

En efterspurgt mediepædagogisk oplevelse
I Odense, hvor besøget er knyttet til Odense Film Filmfestival, er studiet lynhurtigt blevet booket af lokale skoleklasser. Efter fire dage går turen videre til Svendborg, inden kursen sættes mod Ærø. Begge steder er bookingkalenderen allerede fyldt op.

Hvis alt går efter planen bliver næste stop Damaskus i Syrien, hvor FILM-X ON THE ROAD skal præsenteres i forbindelse med en kavalkade af danske film for børn og unge.

FILM-X i de faste studier i Filmhuset er fortsat en kæmpe succes. Der er fuldt tegnet op med skoleklasser frem til 2010. I weekender og skoleferier er det dog stadig muligt for børn og unge samt børnefamilier at booke besøg i FILM-X. 
 

Fakta

FILM-X ON THE ROAD
Odense Filmfestival: 17.-20. august
Svendborg Filmdage: 23.-26. august
Ærø (Marstal Ungdomsskole): 29. august-1. september

FILM-X ON THE ROAD er støttet af Kulturministeriet, Egmont Fonden, Nordisk Film Fonden og Styregruppen for det internationale Kultursamarbejde.

Læs mere på www.filmxontheroad.dk

Tags: