Med brede og generte smil tog de unge vindere imod priser og ros fra instruktør Michael Noer, da der onsdag den 29. maj var gallapremiere på ti skoleproduktioner fra Fyn. Filmene er lavet under initiativet "Give Me Five", der skal være med til at sætte film på skoleskemaet og lære unge at skabe deres egne filmiske fortællinger.
Dagens helt store vinder blev Bogense Skole, der hentede tre priser, bl.a. for bedste film. De deltagende skoler var
- Aarupskolen (Assens)
- Vissenbjerg Skole (Assens)
- Toftegaardsskolen (Faaborg‐Midtfyn),
- Kerteminde Skole (Kerteminde)
- Ørstedsskolen (Langeland)
- Vestre Skole (Middelfart)
- Bogense Skole (Nordfyn)
- Birkhovedskolen (Nyborg)
- Højmeskolen (Odense)
- Rantzausminde (Skole Svendborg)
Siden august sidste år har professionelle film og teaterfolk givet elever og lærere i ni 8. klasser og en 6. klasse fordelt over Fyn intensiv undervisning i at lave film. Også et hold studerende fra læreruddannelsen på Fyn har deltaget i pilotprojektet.
"Vi har store forventninger til det her eksperiment. Børn og unge elsker film og medier – de har et kæmpe forbrug. Men de har brug for at blive klædt på til at tale filmens sprog. Derfor er det så vigtigt, at film- og medieforståelse får et boost i skolen, og her må vi ikke glemme den skabende dimension", fortæller Ditte Mejlhede, der er udviklingskonsulent på Det Danske Filminstitut og projektansvarlig for Give Me Five.
Et eksternt analysebureau undersøger, hvordan forløbet har fremmet elevernes og lærernes filmfaglighed.
"Det er også væsentligt at få belyst, om et sådant projekt styrker elevernes motivation for at gå i skole og kan give deres danskfaglige og æstetiske kompetencer et løft", siger Ditte Mejlhede.
Evalueringen munder ud i en rapport, der udkommer til august, som også vil indeholde anbefalinger til, hvordan initiativet kan udbredes og forankres i skolerne.
"Give Me Five" er et pilotprojekt udviklet i et samarbejde mellem Kulturregion Fyn og Det Danske Filminstitut.
Læs mere om Give Me Five