Filmserie om troende børn vil nedbryde fordomme om religion

PREMIERE. Med filmserien 'Min tro' ønsker instruktør Cathrine Marchen Asmussen at give indsigt i forskellige trosretninger og dermed nedbryde fordomme. De foreløbige seks kortfilm, inklusive to spritnye, kan ses på DR fra 6. april.

Instruktør Cathrine Marchen Asmussen vil nedbryde stereotyper om religioner og religiøse. Med sin filmserie 'Min tro', bestående af 12 kortfilm om børn med forskellige trosretninger, giver hun et indblik i menneskene bag overskrifterne og hverdagen inden for de forskellige religioner, der ikke er så forskellige, som man måske kunne tro. 

I 2018 var der premiere på de første fire kortfilm i serien, hvoraf filmen 'En verden uden ondt' om Natalie, der tror på Jehovas Vidner, var udtaget til konkurrence på dokumentarfilmfestivalen IDFA. Nu er Asmussen klar med de næste to film i serien, 'En sikh'er er ikke bange' og 'Den jødiske violin', om henholdsvis 11-årige Deenpal, der bekender sig til sikhisme, og 13-årige Leah, der er jøde. Alle seks film kan ses på DR Ultra fra 6. april.

Serien skal, udover at give en indsigt i de forskellige trosretninger, medvirke til at nedbryde danskeres fordomme om troende og gøre den stadigt voksende kløft mellem de ikke-troende og troende mindre, fortæller instruktøren i en pressemeddelelse.

"Målet med serien er, at den skal udviske nogle af de umiddelbare forskelle. Dels fordi det fremmede ophører med at være fremmed, når man gennem filmene har lært det bedre at kende, og dels fordi filmene viser, at vi måske ikke er så forskellige, når det kommer til stykket. Selvom vi ikke tror på det samme, kan vi sagtens dele mange værdier."

Frygt lever bedst i uvidenhed

Asmussen, der sideløbende med sit arbejde med serien studerer teologi på Københavns Universitet, fik idéen til serien, da hun gerne ville afmystificere og menneskeliggøre religion og religiøse, der for mange kulturkristne kan virke fremmede, og desuden styrke kendskabet religioner imellem. 

"Religion kan virke skræmmende på os. Også selvom vi godt ved, at de færreste troende er fanatikere, og at troen på noget guddommeligt måske ikke er så mærkelig," siger Asmussen. "Frygt lever bedst i uvidenhed, og derfor fik jeg lyst til at lave en filmserie til børn om troende børn. Nok er vi forskellige, men mon ikke vi mest af alt er lig hinanden?"

Asmussen har bevidst ledt efter det genkendelige og universelle i de troende børn, hun portrætterer. Det var vigtigt for hende, at de medvirkende var selvstændige i deres tro og at de talte fra erfaring frem for tillærte værdier. Og selvom de forskellige religioner og børn er forskellige, bed instruktøren mærke i et gennemgående tema. 

"Selvom de religioner, børnene dyrker, er meget forskellige, synes den kraft, de henter, når de beder, mediterer eller krammer træer, at kunne det samme. Resultatet er i al fald, at de alle rummer en bemærkelsesværdig ro og synes at balancere meget fint i tilværelsen."

Noget af det mest slående i arbejdet med serien, hvor Asmussen løbende viste råklip af filmene for andre folkeskolebørn, var de mange fordomme, som børnene mødte de troende med. 

"Det overraskede mig, hvor fordømmende mange af børnene var over for dét, der stod uklart for dem. Denne afstandstagen siger måske noget om den tid, vi lever i. Vi er bange for at blive overrendt af fremmede kulturer, som vi ikke forstår, hvilket vores børn selvfølgelig ikke er sene til at samle op. Jeg håber, at disse film vil være med til, at vi bedre forstår hinanden."

Om filmene

'Min tro' er instrueret af Cathrine Marchen Asmussen. Serien produceres for Klassefilm, hvor de første fire afsnit er produceret af Lise Saxtrup og de to nye af Marchen Asmussen med støtte fra Filminstituttet og DR.