Filmskolens TV-Uddannelse fylder 20 år

JUBILÆUM. At Den Danske Filmskoles TV-Uddannelse under ledelse af Arne Bro har været en afgørende faktor for dansk dokumentarfilms aktuelle succes er hævet over enhver tvivl. Jubilæet markeres med reception og bogudgivelse i dag.

Mira Jargil, årets vinder af prisen for verdens bedste filmskoledokumentar, samt IDFA-aktuelle Mikala Krogh, Phie Ambo, Andreas Kofoed og Katrine Philp udgør blot en håndfuld af de mere end 70 elever, der i løbet af de sidste 20 år har været igennem den 4-årige uddannelse og har markeret sig med stærke, personlige fortællinger både i Danmark og internationalt.

Jubilæumsbogen "TV-Udannelsen. 20 år / 10 generationer" giver et overblik over samtlige elever og deres refleksioner over det dokumentariske arbejdsområde. Og Arne Bro beskriver i essayet "Hvordan starter noget?" sin bane fra barndommens dukketeater til prorektor og leder af TV-Uddannelsen og – som det fremgår af flere bidrag fra eleverne – mentor og faderfigur for de unge studerende.

7 regler for en fjernsynsuddannelse

Skolens første år baserede sig på et regelsæt, der tydeligt angiver det intellektuelle ambitionsniveau for uddannelsen. Selvom Arne Bro understreger, at reglerne ikke er repræsentative for de faglige og kunstneriske rammer, som skolen arbejder med i dag, giver de måske alligevel et fingerpeg om en slags ballast, der har været i uddannelsen, så her kommer de:

1. Der kan ikke gives regler for, hvordan man kan lave fjernsyn
Sprogforskeren Chomsky påpeger, at grammatikken (og de levende billeders dramaturgi) ikke kan lovgive for, hvordan mennesker skal skrive, men kun kan iagttage, hvilke lovmæssigheder der kan findes i det, som mennesker allerede har skrevet.

2. Ethvert menneske har ret til en urørlighedszone
Teologen Løgstrup påpeger, at vi kan sanse en urørlighedszone, som mennesker omgiver sig med, og at denne bør respekteres. Han erkender, at det i kriser kan være nødvendigt at overskride denne grænse, men krænkelser af urørlighedszonen bør – af indlysende grunde – være bevidste, velbegrundede og begrænses til det minimalt nødvendige.

3. Enhver fortælling er subjektiv og kan ikke være andet
Atomfysikeren Bohr påpeger, at enhver undersøgelse ændrer den materie, der undersøges. At vi derfor ikke ved noget om "naturen", men måske kan vide, hvad vi – indtil videre – kan sige om naturen. I daglig tale forveksler vi således begrebet "objektiv" med begrebet "hæderlig".

4. Enhver fortælling er en gestaltning af fortællerens private traumer
Psykiateren Lacan påpeger, at ethvert udsagn er en kombineret fortrængning af og søgen imod formuleringen af væsentlige kriser i fortællerens liv. Han erfarer, at "fejl" i formuleringen kan ses som underbevidsthedens krav om at undersøge "fejlområdet" nærmere. I denne forstand altså også brud på etikken.

5. Enhver fortæller må være optaget af "hvordan" og ikke "hvorfor"
Byplanlæggeren Wiseman påpeger, at ethvert samfundsmæssigt problem involverer mange sproglige lag og beslutningsniveauer, og at det ene sproglige niveau som regel vil opfatte et andet sprogligt niveaus analyser og forslag som forenklede og utilstrækkelige. Han siger derfor, at opgaven ikke består i at forklare hvorfor, men at beskrive hvordan hvert fænomen er indrettet – så konkret, at ethvert sprogligt beslutningsniveau selv kan uddrage analyser og løsningsmodeller inden for egen sproglige og handlingsmæssige situation. Han hævder altså, at løsningsmuligheder ligger indlejret i den nøjagtige problembeskrivelse, men altså også at løsningsformuleringer i et sprogligt niveau vil virke forsimplede i forhold til andre involverede sprog.

6. Enhver fortælling findes uden for billedet
Tegnforskeren Barthes påpeger, at fortællingen opstår i læserens bevidsthed som en montage af erindringer og forestillinger, opstået af sammenstødet mellem forskellige tegn og billeder. Heraf udspringer den forestilling, at enhver fortæller bygger på materiale i tilskuerens erindrings- og tankeliv, som fortælleren kun kan have intuitive eller eventuelt "videnskabeligt undersøgte" fornemmelser af. Omvendt må også tilskueren – ud fra en tydning af tegn, billede og sammenstød – danne sig en forestilling om fortællerens univers og hensigter. I enhver forstand er fortællingen således uden for billedet, uden for tegnene – der kun er henvisninger mellem forskellige bevidstheder.

7. Enhver fortælling skaber verden
Døberen Johannes påpeger, at sproget er tæt på den skabende egenskab, at det der navngives samtidig bliver til, og at vi derfor ikke er i stand til at skelne ord og skabelse. "Først når noget træder ind i sproget, kan vi sanse det" eller "først når noget kan sanses, kan det gives et navn", kan ikke diskuteres, eftersom sproget, hvori det diskuteres, er blevet os givet (i det mindste af en mor). Vi må derfor leve med risikoen for, at det vi siger bliver til virkelighed. Om tv beskriver eller skriver verden, er derfor en relevant diskussion. Mennesker, der omgås med sproglige processer, har i denne forstand en uoverskuelig frihed og et ikke-overskueligt ansvar.
 

TV-jubilæum